Kære Mette Frederiksen
(åbent brev 28.5.2019)

Fredag eftermiddag (24. maj) med fjernsynet tændt til pressemøde: du og tre partifæller: Mattias Tesfaye, Jeppe Kofoed, Nick Hækkerup fremlagde planer om Socialdemokratiets fremtidige flygtninge- og integrationspolitik.

Jeg lyttede opmærksomt og intenst. Jeg håbede. Jeg ønskede. Men I nævnte dem ikke med et ord. Ingen af jer. Det er som om, de ikke eksisterer. Som om de aldrig har eksisteret. Eller måske er de bare glemt i valgkampens hede. Et eller andet sted.

Jeg taler/skriver om en generation  af ”asylprocessbørn”, der kom til Danmark ved årtusindskiftet og er voksne i dag og som børnene i Sjælsmark blev tvunget til at vokse op i fængselslignende centre (1999 -2012).

En generation af nu voksne asylbørn, som I kunne drage så megen nyttig erfaring af, hvis I tog dem med i erindring, når I planlægger jeres flygtninge- og integrationspolitik. Eller måske turde tage dem med?

Som børnene på Sjælsmark voksede denne generation af asylbørn op i fængselslignende centre udenfor lands lov og ret, så at sige. Fængelslignende, for  værelserne var små og familierne begrænset til tre daglige måltider i en kantine og uden penge og adgang til selv at kunne lave mad.

Fængselslignende med 2 ugentlige meldepligter hos politiet. Fængselslignende, for selvom der ikke var tremmer for vinduer og døre, så når man ingen penge har til transport og er indkvarteret i centre i skove og på landet, så behøves ingen tremmer. Man kan jo ikke bare tage væk.

Jeg følger børnene på Sjælsmark perifert gennem frivilliges og mediers beskrivelse af forholdene. Som jeg har fået oplyst, har børnene begrænset adgang til undervisning og kun få børn på Sjælsmark har adgang til folkeskole og ret til samme undervisningstilbud som danske børn. 

Det ligner til forveksling det, jeg selv var vidne til, dengang jeg fulgte samtlige børnefamilier af tidligere generation asylcenterbørn intenst, der dengang sad fast under kummerlige forhold i asylcentrene, ligesom børnene i Sjælsmark gør det nu.

Den tidligere generation asylcenterbørn, kan jeg fortælle, voksede med få undtagelser op med meget begrænset adgang til skoletilbud og undervisning. Først i 2007 efter megen presseomtale og noget, der begyndte at ligne en landsomfattende folkeprotest fik den generation asylcenterbørn et folkeskoletilbud.

Folkeskoletilbudet blev dog ikke helt uden problemer. Når man stort set ikke har haft adgang til undervisning i de 5 – 6 første skoleår og har været afskåret fra samværet med børn uden for asylcentret (en særegen dansk form for apartheid) så fulgte med glæden over endelig at komme i skole for manges vedkommende også usikkerheden, frygten for at falde igennem og en følelse af anderledeshed. Og det var de også. For de boede i asylcenter og levede i en uvis fremtid.

Der var også teenageasylbørn, der aldrig fik gavn af folkeskoletilbudet, da det endelig kom. De unge havde boet så mange år i asylcentre, så de var blevet for gamle til at gå i folkeskole. – Og de unge mennesker kunne ikke få bevilget en 9. og 10. klasse på VUC, der kunne give adgang til gymnasium og HF. De måtte heller ikke søge uddannelse indenfor et erhvervsfag, der indebar lønnet praktik, hvilket begrænsede dem til en 1-årig frisøruddannelse på frisørskolen. Eller ingenting, hvis de ikke ønskede at klippe og være i kontakt med giftige hårfarvestoffer på hænderne.

Nu tænker du nok, jamen de havde jo fået afslag på asyl og skulle rejse hjem, så det kan ikke være Danmarks eller mit ansvar.

Her er det derfor på sin plads at fortælle, at ganske vist drejede det sig om børnefamilier, der som familierne på Sjælsmark alle havde fået afslag på asyl. Men hvad angår den tidligere generation asylcenterbørn, kan jeg med sikkerhed sige, at det var fordi Danmark ikke overholdt sine forpligtigelser i forhold til konventioner om menneskerettigheder, hvor  FNs flygningekommisariat (UNHCHR) undervejs og igen og den europæiske Menneskerettighedsdomstol år senere fastslog at ingen mennesker måtte sendes ud til de lande, som familierne groet fast  i det danske asylsystem kom fra. – Og det måtte ingen mennesker,  grundet faren for deres liv i de lande.  Så familierne i asylcentrene skulle altså ikke rejse tilbage og havde fået uberettiget afslag på asyl måtte også den danske regeringsmagt til sidst erkende. (2008 – 2012)

Undervejs og gennem årene var børn og forældre gået ned med stress imens skiftende partiledere og ministre som en grammofonplade med stiften kørt fast i rillen sagde “DE har fået afslag og så skal DE rejse ud” som du og skiftende ministre gør nu.

Undskyld mig, men for mig er det at som at opleve et ”deja-vue”, når I taler om børnefamilierne i Sjælsmark.

Kære Mette. Jeg har ikke hørt en eneste af de/jer ansvarlige politikere for børns opvækst i et nedbrydende asylsystem sige ”undskyld”, hverken til dem der endelig fik lov til at blive eller børn der blev tvangsudsendt til dyb nød og sult (hvilket faktisk også overgik nogle af tidligere generations asylcenterbørn), endsige hørt nogen ansvarlig politiker kere sig om, hvordan de klarer sig  som voksne  i dag, efter i barndommen at være blevet frarøvet retten til et liv i tryghed og  nægtet adgang skolegang og senere uddannelse.

Kære Mette. Jeg frygter at børnene på Sjælsmark er udsat for nøjagtigt den samme uretfærdighed, og er udsat for den samme politiske uansvarlighed/blindhed som den tidligere generation af asylcenterbørn, der voksede op under fængselslignende forhold i det danske asylsystem, blev.

Jeg vil rigtig gerne også sige noget positivt til jeres oplæg til en flygtningepolitik. Men også her bidrage med noget af mine desværre triste erfaringer, som jeg håber I vil bruge positivt. 

Jeg synes faktisk, det er rigtig dejligt, at Socialdemokratiet vil bevilge flere penge til at hjælpe mennesker på flugt i de såkaldte nærområder. Jeg har arbejdet i et par stykker af dem.

Havde du som jeg prøvet at arbejde blandt krigsramte flygtninge i nærområder, ville du vide (eller måske ved du det allerede), at blive frarøvet sit hjem er noget af det mest krænkende og intimiderende. Mange bliver helst  så tæt som muligt på deres frarøvede hjem, hvis der er mulighed for at overleve med mad, hysly og arbejde og måske! måske! en dag få sit hjem og ejendom tilbage. Men der er brug for hjælp.

Det er frygteligt at stå med 10 kg mel og 10 liter olie og  5 par sko, der skal deles ligeligt mellem 800 mennesker og ikke mindst frygteligt for de mennesker, det skal deles ud iblandt.

Desværre er der blevet skåret på bistand i de senere år til organisationer, der forsøger at hjælpe nødlidende. –  Og! desværre vil der også altid være mennesker, der har brug for politisk og humanitær beskyttelse i lande som Danmark, uanset hvor meget hjælp, der ydes i nærområder. 

 Og jeg mener, at et land som Danmark har råd til både at hjælpe i nærområder og ligeledes har råd og plads til at en del mennesker med behov for asyl kan tage ophold og leve her i landet. Men det kræver, at man i Danmark politisk gør op med et system, der i de senere årtier er blevet indrettet til at nedbryde mennesker, der kommer hertil af nød. – 

Med venlig hilsen

Mona Ljungberg

Støttekredsen til Flygtninge i Fare

e-mail: mona@flygtningeifare.dk

Tlf: 2883 1318