Kun en kvinde - kun en sort kvinde

(8. marts 2008: sagsresume: Mona Ljungberg) opdateret

Hendes liv er lige så lidt værdsat i Danmark som i Afrika. Nærmere bestemt Nigeria. Hun har fået afslag på asyl.

I Nigeria er afsagt en dødsdom. Før hun gjorde sig ”forskyldt” til dødsdommen var hun dømt til et liv som slave fra den dag hun blev født. Hun er kun en kvinde.

Kvinder i Nigeria har ingen frihed. Fra de bliver født er de underkastet deres brødre, fætre og onkler, fædre, alle mænd. I en tidlig alder bliver de bortgiftet og deres mands ejendom. Dør han, har hun ingen arveret, men går selv i arv til hans familie. Bliver hun forstødt eller stikker af til storbyen, kan hun hvis hun er heldig få et job til en løn, hun ikke kan overleve for. Hun vil stadig være afhængig af familie. Hun har ingen ret til at eje eller leje en lejlighed eller en selvstændig tilværelse. Hun er kun en kvinde.

Er hun enlig mor, kan hun ikke få et job og er tvunget til et liv på gaden og vil ende med sine børn som slave i tiggerindustrien (organiseret med bagmænd, der skal afleveres til) eller mere sandsynligt i bordeller e Afrika eller i et andet land i et andet kontinent. Måske i Danmark. Overalt er kvinder og børn til sexmisbrug en værdifuld handelsvare. Forbrugsprodukter uden krav på et liv. Hun er kun en kvinde. Hendes datter kun en pige.

Går hun til politiet i Nigeria og anmelder familiens mishandling vil hun med stor sandsynlighed også blive mishandlet af politiet. Er det lykkedes hende at flygte fra Nigeria og går til politiet i Danmark, vil hun med stor sandsynlighed få afslag på asyl og blive tvangsudsendt til Nigeria. Hun er kun en kvinde. Anna her fik afslag.

Nigeria og omskæring af piger:

Glem din Danmarks lærdom om, at det kun er muslimer, der undertrykker kvinder og holder kvinder som slaver. Nigeria består af en række delstater. Nogle af dem overvejende muslimske med Sharia lovgivning. Nogle af staterne er overvejende kristne med en anden lovgivning. Men ikke mindre kvindeundertrykkende. Under Sharia kan kvinden stenes for utroskab. Under lovgivningen i de kristne dominerede stater, kan hun tæves ihjel. Det handler ikke om religion – men en fælles kulturarv (måske fra kolonitiden?). En kultur, hvor kvinden forventes at tjene og lystre. Hun er kun en kvinde. Revselse af hende er et privat anliggende, som myndighederne ikke blander sig i. De holder selv kvinder.

Selv er hun født i en kristen klan. Ni år gammel blev hun omskåret og fortæller at hun husker smerten som var det i går. Senere blev hun og forældre udstødt. På grund af sin mor, der ikke kunne føde et drengebarn. På grund af sin far, der ikke ville have endnu en kone, der måske kunne føde ham et drengebarn. De tog til en af de muslimske delstater, hvor hendes far havde venner og kunne få arbejde.

Senere blev begge forældre og hendes eneste søster myrdet i en af de mange voldelige konflikter mellem Nigerias muslimer og kristne. Selv overlevede hun de mange stik med knive og macheter i hendes dengang endnu unge pigekrop. Hendes fars ven, en ældre mand, fandt hende og bragte hende på hospitalet. Siden blev hun den ældre mands kone. Hendes eneste mulighed for at overleve. Efter flere års barnløst ægteskab blev hun gravid med en anden. Med hjælp fra det ufødte barns far lykkedes det hende at komme ud af Nigeria. Sharia byder på dødsdom for utroskab. De kristne områder som de muslimske på, at kvinden kun har en mand og bliver hos ham.


Afslag på asyl til mor og datter og søn

Hun har fået afslag på asyl med besked om at hun blot kan tage ophold i en af de delstater, der ikke har indført Sharia. Begrundelsen er, at der ikke findes en udleveringsaftale mellem delstaterne.

Problemet er blot, at det ikke nødvendigt med en udleveringsaftale mellem staterne for at en myndighed kan udlevere hende til en stat med Sharia. Det står dem frit for. Hendes mand tilhører en stor klan med forgreninger ud i hele Nigeria. Hun kan blive bortført. Et råb om hjælp vil blive overhørt. Hun er kun en kvinde. Kvinder fra Nigeria får stort set alle afslag på asyl i Danmark.

Bliver hun hverken udleveret eller bortført ser hendes skæbne lige sort ud. Tilbage er et liv på gaden i tiggerindustrien eller i sexslaveindustrien på et bordel i Afrika eller i et andet land. Hendes lille datter født i Danmark venter ikke en bedre skæbne: omskæring og bordel. Hun er kun en pige.

Vi forsøgte at opnå asyl til datteren, begrundet i, at datteren ved en tilbagevending til Nigeria, ville blive udsat for omskæring. Flygtningenævnet afslog at behandle ansøgningen med begrundelsen, at datteren hørte under sin mors sag, og at hendes mors sag var behandlet.

Vi forssøgte at opnå asyl til Annas lille søn, der er autist og i risiko for at blive anklaget for hekseri ved en tilbagevenden til Nigeria. I Nigereria er en udbredt overtro om at nogle børn er hekse. Flygtningenævnet afslog at behandle asylsøgningen med begrundelsen, at sønnen hørte under sin mors sag, og at hans mors sag var behandlet.

Danmark 8. marts 2010. Anna forsvandt med sine to børn fra Danmark 2010. Vi kender ikke deres videre skæbne.

Mona Ljungberg