Dagbog fra Bosnien
21. oktober 2019, Velika Kladusa, Nord-vest-Bosnien
Mona Ljungberg
De sover udenfor lejren på en græsplæne sammen med deres far og sammen med mange andre, fordi indenfor er der ingen pladser. Lejren har plads til nogle hundreder og indenfor er allerede tusind.
Oj-joj, de fire gutter er beskidte og tydeligvis ikke kun af dagens møg. Og med en charme, så jeg er fuldstændig fortabt. “Vil I have en is” spørger jeg, og en af mændene oversætter. Og ikke overraskende, det vil drengene gerne.
Vi går over vejen til købmanden, som viser sig ikke at have is, men det er sådan set også chips, drengene går efter. Ansigterne stråler om kap, da de hver får en pose chips og en cola, ikke til deling, men en pose chips og en cola til hver.
Ok, vi kunne have valgt sundere, siger min fornuft, som egentlig er imod chips og cola. Men de fire drenge ligner altså nogen, der lige har vundet i lotteriet 🙂 🙂 🙂
Så megen lykke for 4 poser chips og 4 cola….Deres far har stadig penge til mad.
Lejren uden de fire drenge, som jeg skriver om, ligger lige udenfor grænsebyen Velika Kladusa i Bosnien. Lejren er under omstændighederne en af de bedre. Indeholder containere med sengepladser. Toiletter og mulighed for brusebad. Folk i lejren får 3 daglige måltider. Men som fremgår, er de overfyldte og kapaciteten derfor helt utilstrækkelig og mange kan ikke lukkes ind grundet pladsmangel.
Mona Ljungberg, forkvinde
Flygtninge i Fare – Mit asyl
I Europa har vi ikke udryddelseslejre – eller har vi
24. oktober 2019, Bihac, Mona Ljungberg
De skiller sig ud i gadebilledet med deres mørke hud og deres mørke hår. Mørkere end bosniernes. Og her er mange af de fremmede. De kan ikke gå forbi en betjent uden at blive råbt an og arresteret. Politibiler cirkulerer hele tiden rundt og arresterer og genner dem sammen i tætte klynger. Siddende på jorden i den bagende sol hentes de senere af en politibus, der overfyldes med de mange mennesker og kører dem bort til en lejr langt ude i bjergene.
Hele sceneriet minder mest af alt om en film med jødearrestationerne under 2. verdenskrig. Det er jo grotesk. Bestyrtende. Først i skrivende stund fatter jeg rigtigt, hvad jeg har været vidne til her i NordVest-Bosnien de seneste dage.
Hvem er de?
Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde dem: migranter, flygtninge eller lykkejægere? Ikke kun ”kært barn” har mange navne. Det har også mennesker, der søger et liv uden krig og forfølgelse og fattigdom og ligner en udlænding, hvor de kommer frem. Men de er mennesker.
MEN DE ER MENNESKER.
– Og kun få af disse mennesker kommer for at genere (der findes altid brådne kar) os her i Europa. Hovedparten kommer i håbet om at finde en fredelig og sikker plet her på jorden. Også for dem.
Lejren disse mennesker føres bort til hedder ”Vucjak” i bjergene i Una-sanskog-distriktet, opkaldt efter floden Una, der løber igennem her. Distriktet omfatter det nordvestlige hjørne af Bosnien grænsende op til Kroatien.
I Europa har vi ikke udryddelseslejre eller har vi?
Man kan ikke bare tage ud til lejren og besøge for at se, hvad der foregår. En tysk læge, der har ydet frivillig lægehjælp i lejren er blev forbudt adgang til lejren. DVS menneskene i Vujcak nu er forment adgang til lægehjælp. Og til humanitær hjælp. Og flygtningene kan ikke bare forlade lejren.
Der er stærkt begrænset adgang til mad og vand. Deres eneste beskyttelse mod dagens sol og nattens kulde er nogle små tynde overfyldte telte. Man sover på den bare jord. Om natten trænger en isnende våd tåge ind i bjergene og menneskekroppene. Der er internationale protester, men slet ikke nok. Nyhederne i aftes fortalte, at folk i Vucjak-lejren samme dag havde fået udleveret 2 måltider og adgang til nogle tønder vand. To måltider på 5 dage og 4 dage uden adgang til vand!!! Og det var den dag.
De siger…..
Hvor er FN? Hvor er UHNCR, der skal beskytte flygtninge? Hvor er IOM (international migration office), der skal beskytte migranter og hjælpe folk tilbage, der søgte hertil fordi de troede, her var job og glade dage?
De er her alle sammen om ikke andet i ringe grad repræsenteret i UNA-Sanskog-Kanton. Og helst i baggrunden, for det er for pinligt, hvad her foregår.
De siger at forholdene i Vucjac-lejren er for at få flygtningene til at forlade lejren og grænseområderne.
Men hvis man vil have flygtningene til at forlade Vucjak i live, hvorfor patruljerer bosnisk politi så rundt og arresterer flygtningene og sender dem tilbage til Vucjak. Dem det er lykkedes at flygte fra lejren og
dem der aldrig har været der før.
Hvor er EU? Hvor er FN? Hvor er de universelle menneskerettigheder?
Først var det Libyen og havene mellem Libyen/Europa og Tyrkieet/europa der blev gjort til de rene dødsfæller. Nu er dødsfællerne så rykket ind over grænserne til Europa.
Hvor længe vil I finde jer i det? I store magtfulde organisationer?
Hvor længe vil vi europæere? Du og jeg?
EU-land bruger tortur til skræk og advarsel
26. oktober 2019, Velika Kladusa, Mona Ljungberg
En stemning mod flygtninge piskes op til det hysteriske
Der er en nærmest hysterisk stemning i Una-Sanskog-distriktet, det nordvestlige hjørne af Bosnien. – Hadsk? Racistisk! Som om de fremmede mennesker, der forsøger at komme igennem landet er spedalske.
I busserne, som alle er langtursbusser (byerne er små, men afstanden mellem dem lange og igennem bjerglandskab) får de mørke fremmede besked på at sætte sig bagest i bussen. Lokale, der stiger ind, sender dem ”pføj-blikke” og sætter sig op foran. Demonstrativt.
– Jeg kan ikke lade være med at undre mig: jer der for ikke så mange år siden selv var masserne på flugt fra krig og ved hvordan det er, at man sgu ikke kan gøre for det, hvad bilder I jer ind. Hvem tror I, at I er?
– Og selvfølgelig er det heller ikke alle i Una-Sanskog, der tér sig, billedet er altid mere nuanceret end kan beskrives med få ord, men det er frygteligt mange.
Måske er det også forkert kun at fremhæve Una-sanskog-kanton som den store stygge ulv. Det vil faktisk være korrekt at sige, EU og Kroatien fører an i oppiskning af had og racisme langt ind over den bosniske grænse.
EU-land bruger tortur til skræk og advarsel
Flygtninge og migranter, der forsøger at komme over grænsen til Kroatien bliver gennemtævet med stave og får frataget deres tøj og sko og bliver sendt nøgne og barfodede tilbage igennem skoven. En tur på tre døgn igennem skov og krat og i al slags vejr. I vinters blev en mand sendt således tilbage igennem frost og sne og fik koldbrand i sine tæer. Han kom sig aldrig og døde efter et halvt års lidelser af sine kvæstelser denne sommer. Andre fortæller, de blev smidt i floden. Ikke usandsynligt og at alle ikke overlever flodturen. Af og til kommer et udenlandsk lig flydende med strømmen i Una-floden.
Flere har store sår på benene efter at være blevet brændt med glødelampe. En fik slebet huden af sit ben. Dette er ikke forebyggelse, men folk med magt, der nyder at begå grusomheder. Kroatisk politi tager alt, hvad flygtningene har på sig. Tøj, sko og mobilen bliver kastet på bål. Pengene stukket i betjentenes lommer. Velkommen til EU.
Det sagde vi også for nogle år siden til Kroatien.
Hvor er EU’s retsstater? Hvor er FN? Hvor er de universelle menneskerettigheder?
Det er mig ufatteligt at et land som Kroatien kan være medlem af EU. Et EU-land, der udøver tortur.
Hvor længe vil I finde jer i det? I store magtfulde organisationer?
Hvor længe vil vi europæere finde os i det? Du og jeg?
Gode mennesker i en ond tid
28. oktober 2019, Tuzla, Mona Ljungberg
På busstationen i Tuzla passerer utrolig megen elendighed igennem. Hver dag. Vablede fødder i sko, der er faldet fra hinanden efter 1000 kilometers gåtur. Fødder ødelagt af grænsepolitiets tortur. Ansigter, der er blevet sparket i stykker af grænsepolitiet. Udmarvede kroppe af mangel på mad og vand under den lange vandring.
Tuzla busstation har igennem 1½ – 2 år været mellemstation for flygtninge og migranter, der søger videre mod den kroatiske grænse for derfra senere at søge videre, hovedsageligt til England og Frankrig.
Folk kommer til Tuzla busstation for nogle dage og forsvinder igen. Nye kommer til og overtager pladsen fra dem, der forsvandt. Og nogle af dem, der forsvandt kommer tilbage. Torturerede og smadrede og frastjålet alt af grænsepolitiet. De søger tilbage til Tuzla busstation og bliver i næste omgang lidt mere end et par dage. Måske måneder.
I gennemsnit overnatter hver dag 200 – 300 nødstedte mennesker på Tuzla busstation.
Hvad der foregår i Tuzla er faktisk ret fantastisk. Fra begyndelsen, da tilstrømningen af flygtninge/migranter tog til i Tuzla, tog et par lokale kvinder initiativ og satte blus under gryderne, og sørgede for at de nødstedte på Tuzla busstation fik udleveret et måltid mad. Hver dag.
Kredsen af madlavende lokale udvidede sig. Andre kom med tæpper og tøj. Og andre igen begyndte at råbe politikerne og medierne op om behovet for nødhjælp til migranterne i Tuzla.
Der er ikke kommet nødhjælp fra regeringen, der ellers modtager masser af penge fra EU til formålet (hvem kan flytte bjerge). Men i Tuzla har udviklet sig et frivilligkorps af lokale langtids- og permanente frivillige og internationale frivillige, der kommer for en kort tid og giver lidt assistance på busstationen.
Måltiderne er blevet organiseret, og forberedes nu i en restaurant. Alle flygtninge/migranter, der passerer forbi Busstationen i Tuzla får to sunde måltider dagligt. Der er arrangeret et lille lager, hvor nytilkomne kan få udleveret de mest nødvendige hygiejneting og fornødent tøj, når der er. Det sidste afhængigt af donationer (der mangler altid små størrelser tøj, flygtningene er tynde. Der mangler altid store numre sko. Man taber sig ikke på fødderne og ofte er de hævede). Men alle får lidt tøj og hygiejnestof.
Kvinder og børn overlades ikke til overnatning på busstationen. Kirken og frivillige tager dem ind i privaten.
Tuzlas frivilligkorps har også fået arrangeret sig med et hotel, så flygtninge/migranter kan komme og få et bad en gang ugentlig. Blandt frivillig-korpset er frisører, der tager en tur til busstationen og så bliver der klippet frisurer på samlebånd. Det er også lykkedes nu hver dag at få besøg på busstationen af en Røde Kors læge, så de syge og torturerede og andre tilskadekomne kan få behandlet deres sår og lidelser.
Endelig er det lykkedes Tuzlas frivilligkorps at finde donationer til at leje et hus og til istandsættelse. Huset skal bruges til de mindreårige og mest sårbare flygtninge.
Det er beundringsværdigt hvad frivillig-korpset i Tuzla har udrettet og udretter. Koordinering og fondssøgning og samarbejde på kryds og tværs er faktisk et kæmpe arbejde oveni alt det andet.
Endnu et lyspunkt
En stor tak til VIOMIS AID for at yde et større beløb til renovering af nødhjælps-hotellet, så det kan komme i brug inden vinteren sætter ind.
Vigtigheden af et venligt ord og taknemmeligheden
En af mange vigtige opgaver på busstationen er også at sige ”goddag” til de mange nødstedte mennesker. Give et smil og et venligt ord og hånd og måske et kram og høre om hvordan det står til. Give et par kroner til en kop kaffe hist og pist og forsøge at hive lidt penge ud fra de bedrestillede i hjemlandet, så der kan blive tilskud især til hele sko og bukser.
Taknemmeligheden og glæden, der kommer retur, er stor og giver energi til flere venlige ord og smil og at fortsætte næste dag.
Hvorfor tager de egentlig afsted?
4. november 2019, Tuzla, Mona Ljungberg
Jeg føler mig hul indeni og mit hjerte græder, når jeg ser dem stige på toget. Opløftede og forventningsfulde. Endelig kommer de videre fra busstationen i Tuzla, som også er en togstation.
De har købt billet til byen Bihac oppe ved den nordvestlige grænse til Kroatien. Men toget vil blive stoppet 40 km før af politiet, og de vil alle blive tvunget til at traske den 40 km tunge vej med rygsæk og sovepose langs skinnerne og sendt til Kz-lejren Vucjak.
Vi frivillighjælpere advarer dem igen og igen: ”don’t go to Bihac. Don’t !!!”. Men vi taler for dgaderne i Bihac bliver arresteret og kørt væk”, siger jeg. De ser lidt bange ud. Alle har hørt om camp ”Vucjak” – nogle har faktisk været der og er øve ører.
”Politiet arresterer jer og sender jer til Vucjak i bjergene. Alle migranter på gaderne i Bihac bliver arresteret og kørt væk”, siger jeg. De ser lidt bange ud. Alle har hørt om camp ”Vucjak” – nogle har faktisk været der og er lykkedes at flygte derfra og komme tilbage til Tuzla busstation igen og har fået plejet sårene og lidt opfodring og tøj. Men også de skal med toget igen. Og forsøge at komme til grænsen og over på den anden side igen. Til det paradis, de tror venter dem. På den anden side af grænsen.
”Det er nærmest håbløst at komme over grænsen til Kroatien” siger jeg. ”Og grænsepolitiet tager jeres tøj og sko og værdier og banker jer”. En enkelt begynder at lytte, han har ikke været der før, og han ser bekymret ud. Men også han tager med toget. Trods mine advarsler. Og selv nogle af de unge, der har prøvet turen flere gange, tager den igen. For denne gang går det godt er de sikre på og tager med toget. Lige netop de vil klare sig igennem og over grænsen.
Mafiaen af Menneskesmuglere.
Næste dag ved tøjuddelingen får jeg svaret på, at alle tror, det kun er de andre, der bliver arresteret og ikke dem selv. De har betalt en menneskesmugler. Den bedste af den bedste. Ham der tager gud ved hvor meget ekstra for at føre dem sikkert gennem skovene og over grænsen uden nogen risiko. De er faldet i kløerne på nogle af de værste af slagsen. For det er løgn fra ende til anden.
Og flygtningene og migranterne er i en håbløs situation og nemme at udnytte og må afsted, for ellers mister de denne enestående chance. Tror de. For nu er de jo faktisk nået så langt helt ind i Bosnien. – og de har egentlig heller ikke rigtig andet at miste end deres lille udendørs plads på busstationen i Tuzla. Og den kan man egentlig godt leve foruden.
Vel 80 – 90 procent af de, der tager afsted, ender i kz-lejren Vucjak. Andre lykkes det at skjule sig og komme gennem skovene ud til grænsen, hvor de fleste bliver fanget og tortureret. Nogle bliver smidt i floden. De heldigste redder sig op igen. Andres lig kommer flydende med floden. Det er genocid, hvad der foregår her nede.
Østrig og Slovenien blæser også på menneskerettighedskonventionerne
Nogle få lykkes det at komme over grænsen. De få kommer måske helt til Slovenien og Østrig og søger asyl. Og Slovenien og Østrig sender dem tilbage til Bosnien igen. Tager end ikke mod deres asylansøgning.
Nogle få når længere, og de heldigste af de få får asyl i et europæisk land i midt- eller nordeuropa, og kan endelig begynde at bygge et liv og en fremtid op.
Europa, verdenssamfund, FN og EU og den 4. statsmagt (medierne) hvor er I?
I og vi har et ansvar for at hjælpe med at stoppe mord og tortur fremfor at lade det tage plads i Europa. Eller udenfor på bestilling af Europa. Mord og tortur på mennesker alene på grund af deres udseende og herkomst er begyndt at vinde ind. Først i Liyen og nu I Kroatien og Bosnien, og vi kan også godt regne Ungarn ind.
Skandalen gentager sig
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, da krigen i Bosnien startede, var medier og statsledere optaget af krigen i Irak og værdigede i flere år ikke krigen i Bosnien et blik, og genocid der foregik, dengang især mod de bosniske muslimer.
I dag jages igen mennesker i Bosnien, hovedparten fredelige muslimer fra andre lande. De har måttet flygte fra krig i Syrien, Afghanistan, Irak m.fl. – Andre fra ekstrem fattigdom.
Skandalen gentager sig! Europa, verden og medierne har vendt det blinde øje til, og er denne gang mest optaget af krigen i Syrien og tossede udtalelser fra Thrump. – Men de mennesker, vi ønsker skal have lov til at leve i fred, der hvor de kommer fra, vender magthavere og mange andre det blinde øje til bliver myrdet i Europa og er dermed med til at fremme denne farlige situation. For migranterne! Og for Europa! Og for verdensfreden!
EU har givet 5.8 millioner euro i nødhjælp til flygtningene i Bosnien. Pengene bliver åbenlyst brugt til at mishandle og begå genocid mod flygtninge/migranter.
Gensyn med Selvira
7. november 2019, Tuzla, MonaLjungberg
Da Selviras liv forsvandt
Første gang jeg mødte Selvira var i en flygtningelejr i Kroatien sommeren 1995. Selvira var bare 15 år og radmager og underernæret og lignede en pige på tolv.
Selvira er muslim fra Bosnien og den ældste af 5 søskende. Den ene søster med et alv
orligt handicap. Ved krigsudbruddet blev Selviras landsby invaderet af en serbisk milits og mændene i byen ført bort også hendes far. Hvorhen ved kun militsen. Mændene dukkede aldrig op igen. Hustruer og børn blev fordrevet. Og sådan endte Selvira og hendes søskende og hendes mor i flygtningelejren Kamenjak i byen Pula, Kroatien.
Tiden i Flygtningelejren Kamenjak (stenbrudet)
Selv havde jeg meldt mig som frivillig nødhjælpsarbejder i min sommerferie for at gøre et eller andet, der kunne hjælpe nogle af de mange mennesker, der hver dag dukkede op i nyhedsstrømmen som fordrevne og flygtninge fra Bosnien. Det var faktisk sådan mit engagement i flygtningeliv startede i sin tid. Af profession er jeg socialpædagog.
Selviras øjne var alvorlige med et udtryk som jeg ikke rigtigt kan finde ord for og stemmen voksen og blød som fløjl. Der var mange børn i lejren, og vi frivillige holdt af dem alle, men der var bare noget ved Selvira, noget ubærligt…..Så ansvarlig og alt for voksen. Selvira vaskede tøj, hjalp med madlavning, gik i skole 6 timer dagligt, passede søskende osv osv
Hver dag var jeg sammen med Selvira og hendes mindre søskende, indtil jeg rejste hjem med løftet om at komme igen. Hjemme, søgte jeg også om at få dem til Danmark, som den særligt sårbare familie de var. Dengang var alt i Danmark anderledes og særlige sårbare familier fik somme tider en chance for at komme til Danmark og få opholdstilladelse, hjælp og ro.
Selvira forsvandt
Opholdstilladelsen lykkedes ikke, men som lovet kom jeg tilbage til lejren fire måneder senere, men da var Selvira og hendes søskende væk. Jeg fik at vide de var sendt tilbage til deres område, men ingen vidste hvor. Jeg håbede de stadig havde min adresse og ville kontakte mig en dag. Det var længe før mobilens og internettets tid.
Pludselig en dag var der brev fra Selvira og en adresse på et eller andet sted. Jeg fandt Selvira og små søskende og mor i et midlertidigt hus for tilbagesendte flygtninge. De var blevet sendt tilbage til en nabolandsby til den de kom fra, i den nyoprettede serbiske republik i Bosnien. Et eksperiment med de fordrevne muslimer efter fredsaftalen. Deres hus var stadig besat af en serbisk familie. Det var alle huse i landsbyen. Muslimerne kunne fortsat ikke vende tilbage. Fredsaftale eller ej.
Det var knoklearbejde for Selvira og hendes mor. Brændehugning, vand skulle hentes langt væk. Elendigheden fortsatte. Jeg var på daværende tidspunkt involveret andre steder i Bosnien med lige så hårde vilkår. Kun få havde tag over hovedet.
Jeg mistede igen kontakten til Selvira og hendes familie.
En solstrålehistorie
En solstrålehistorie og noget af et sammentræf. For kun et par måneder siden var jeg ved at pakke kufferten til denne Bosnien-tur, da jeg blev kontaktet af Selvira på facebook. ”Kan du huske mig?” skrev hun. – ohh om jeg kan huske dig Selvira. Du var altid med mig i tankerne, hvorend jeg var.
Selvira bor nu i en lille landsby ikke så langt fra Tuzla, som jeg skulle til. Efter 20 år genså jeg Selvira. Hun er en voksen kvinde og ikke længere mager. Hendes stemme er stadig blød som fløjl med lidt vemod som dengang. Hun er gift med en mand, der virker uendelig rar. Sammen har de et lille landsted, som Selvira stolt viser frem,
Selviras mor og den handicappede søster bor nu i deres oprindelige hus. 15 år efter krigens afslutning o
g mange retssager fik de endelig deres hus tilbage. Selviras øvrige søskende er spredt ud over Slovenien, Tyskland og Amerika og har et liv der og sender penge til familien så godt de kan. Pengene i Bosnien er for mange stadig knappe også for Selvira og hendes mand og hendes mor.
Forhåbentligt bliver det bedre med de næste generationer. Selviras datter vil gerne studere til farmaceut. – Og jeg er så enig med Selvira og hendes mand: datteren skal have chancen for en uddannelse og skabe sig et liv og jeg vil gøre, hvad jeg kan for at støtte dem, når den tid kommer om et års tid.
En tung sten er faldet fra mit hjerte. Det var et vildt dejligt gensyn med Selvira.
og 2 børn: en dreng på 10 og en pige på 15, som da jeg første gang mødte Selvira. Børnene er trygge og glade.
I dag fik fangerne i Kz-lejren Vucjak mad
9. november 2019, Bosnien, Mona Ljungberg
Det nytter at klage til gud og hver mand og medierne og lægge pres på EU og alle andre og den bosniske regering.
I dag fik nødhjælpsorganisationen “Merhamet” tilladelse til at uddele mad til de over 800 fanger i kz-lejren Vucjak i det nordvestlige Bosnien.
Der er lang vej endnu, for der er stadig en kz-lejr i Bosnien og tortur mod migranter i Bosnien, Kroatien og Slovenien. I Grækenland er det heller ikke for godt. Men det stopper kun, hvis vi, os der er i en priviligeret situation med rettigheder klager og kæmper for dem, der er uden. Men i dag fik fangerne i Vucjak mad og det var tiltrængt. Håber de også får i morgen.
Til jer der er på fb, er der link til video her
Farvel til Busstationen i Tuzla
10. november 2019, Beograd, Mona Ljungberg
Farvel til busstationen i Tuzla i dag. Så mærkeligt. I uger har den fyldt mit liv jeg er i beograd i skrivende stund og snart i København, men mit hjerte er hos migranterne i tuzla og hos dem der er på vej videre. Jeg håber inderligt de klarer sig igennem.
På facebook findes en side, der hedder “Efterlyste og døde migranter” . De har jo sjældent papirer på sig, så derfor vises billeder af de døde, så de evt kan blive genkendt og identificeret af venner og familie eller frivillige, der har mødt på deres vej.
Med venlig hilsen
Og tak til alle, der har støttet og støtter. Særlig tak til Græsrodsfonden, Viomis Aid, Socialpædagogernes Landsforbund, og alle private bidrag. Håber ingen er glemt. Det har været fantastisk at opleve støtten hjemmefra også.
Jeg er ked af at sige det, men jeg gør det alligevel; der er ligeså hårdt brug for penge dernede og til vores lille forenings arbejde også, når jeg er i Danmark.
Mange hilsner Mona