En respirator til Italien

Af: Mona Ljungberg

I Italien dør folk som fluer af Corona-sygdom. – Og Danmark har besluttet at sende et antal af forsvarets gamle respiratorer til Italien som nødhjælp. En ualmindelig grovkornet Aprilsnar? (Vel ikke sådan tænkt), men respiratorerne kan iflg formand for Dansk Anæstesi og intensiv medicin, Joachim  Hoffmann-Petersen til DR , ikke bruges, er for primitive og gammeldags til at Danske sygehuse vil tage dem i brug.

Men Italienske Røde Kors siger “tusind tak“! – Danmark sender samtidig Italiensk Røde Kors et antal millioner danske kroner.

Italien er nu blevet fuldgyldigt medlem af U-landsklubben

I bedste fald henter Danmark på et eller andet tidspunkt respiratorerne tilbage. Så Italien oveni Corona-katastrofen ikke også skal slås med udgifter til miljørigtig skrotning af danske ubrugelige respiratorer. – Eller man kan håbe, at ingen sender respiratorerne videre til et Corona-nødlidende afrikansk land, hvor ingen overlæger eller journalister sender kritiske øjne og bemærkninger med om nogle danske ubrugelige respiratorer.

Nødhjælp i form af ubrugelige respiratorer til Italiens Corona-syge er blevet et italiensk problem. Vel og mærke et typisk alment problem for et U-land afhængig af nødhjælp. – Velkommen i klubben af U-lande Italien.

Nødhjælp,
Synergi-effekt og dét

giverne har brug for at komme af med 

Bevares, der gives da nødhjælp, som kan bruges. 1 million euro (7½ million d.kr) og et tomt felthospital. Hvor meget udstyr til et felthospital kan man mon få for 1 million Euro? Til et dansk hospital? Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad Danmark har råd til at give? Men nøjes med at give, hvad der kan bruges og lad være med at bruge Italien som losseplads for ubrugelige respiratorer.

Men tænk, hvilken Synergi-effekt og værdi respiratorer, tomt felthospital og 1 million euro har for Danmark, (altså når der ikke lige kommer kritiske øjne og kommentarer fra en kompertent fagperson som overlæge og formand for anæstesi, som mange vil gøre alt for at mane i jorden og glemme, og lur mig om det ikke lykkes).

– I alle blade har været store overskrifter “Danmark sender nødhjælp til Italien” Respiratorer, penge, nødhospital. Det lille varmhjertede land hjælper i egen nødsituation.

– (Og så kommer vi ovenikøbet af med de forp……respiratorer, som vi ellers skulle have haft store udgifter til at få skrottet.) –

Og hvordan fik  jeg nu tanker om synergi-effekt? -Udover at jeg synes det danske eksempel her er et indlysende eksempel, har jeg bragt en del triste erfaringer med mig fra min tid både som frivillig og lønnet nødhjælpsarbejder  på Balkan.

Som dengang jeg arbejdede stort set alene i et af de mest krigshærgede områder i det nordvestlige Bosnien. Af nysgerrighed tog jeg på et tidspunkt et par dage til Sarajevo (7-timers kørsel sydfor), bare for at se byen, der altid blev vist i fjernsynet i krigssammenhæng.

– Jeg fik et chok. Der var mellem 600 og 800 nødhjælpsorganisationer i den lille by. De var ved at vælte over hinanden. Hotel Hilton var fyldt med nødhjælpsarbejdere i dejlige varme vinterfrakker og pelse, når de gik ud. På gaden sad forældreløse børn og forsøgte at varme deres hænder over bål i den frygtelige vinterkulde. Hvorfor var det ikke børnene der var på Hilton? Det havde været langt billigere i nødhjælpsbistand og løst en stor del af deres problem. Om ikke andet husvilde og kuldeproblem.

NGO’erne, non-government-organisations, er sjældent NGO. Mange får tilskud til projekter fra deres respektive stater. – Og ofte er det da dejligt at være, hvor man kan møde kollegaer og et hotel. Men staterne, der giver tilskud vægter også synergi-effekten. Man vil gerne vise sit lands flag ved siden af de andre og især i medierne. Og hvilket medie tager ud til en eller anden lille flække uden nogen form for bekvemmeligheder, når nu de andre og bekvemmelighederne er her.

Ikke kun Danmark – ikke kun denne regering – men hele EU – og engelsk kogalskab

Og det der med at komme af med, det man ikke selv kan bruge og faktisk er skrot man har brug for at komme af med, er ikke bare Danmark, ikke bare denne regering. Jeg vil hævde det er blevet nødhjælpens kærne. Det er fra den enkelte stat til toppen af EU. Det er virksomheder. Det er organisationer. Ikke alle men en del.

Noget af min tid i Nordvest-Bosnien 1997 var jeg ansat i organisationen “Terres Des Hommes”. En dag ringede chefen for mit område, og sagde du kender jo så mange flygtninge fra din tid i lejrene i Kroatien. “Tror du ikke, de kunne være interesseret i en stor sending kvalitetskød på dåse, det fejler intet, men står på EU’s overskudslager

Ok, man bliver lykkelig, fordi man har set folk sulte. Hver dag. Lejr-koordinatoren blev lykkelig. Udfyldte papirer i stakkevis. Lykkelig, indtil EU-kødet blev stoppet i Kroatiens told. Det var oksekød fra England som ikke måtte sælges i EU, for det kunne være inficeret med kogalskab. England havde haft kogalskab. Kødet var dyrt at konfiskere, og så kunne man jo altid prøve det af på nogle flygtninge og håbe på det gik godt og fortie, hvis det gik galt.

Hvad jeg og andre frivillige ikke er blevet kontaktet af medicinfabrikker, om jeg ikke kunne bringe gud ved hvor mange kilogram vitaminer med langt overskreden udløbsdata, for de fejlede jo ingenting. – Men hvis man er sikker på, tabletterne ikke fejler noget og virker efter hensigten, hvorfor har vitaminerne så udløbsdato og sælges ikke her?

Lad Corona-sygen blive et vendepunkt for galskaben

Nyhedsbrevet her har ikke mange opmuntrende ord. Men vi kan jo gøre det anderledes. Når vi ved. Der er blevet tid til at tænke. Der er blevet tid til at vaske hænder og tid til at gøre rent. Det er endda blevet god stil.

Mvh Mona Ljungberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *