Dansk etnocentrisme og afghanske ægteskaber

Hvis ikke det var så tragisk og kostede så mange menneskeliv ville det være en farce

”Ikke alle kan få alle deres familiemedlemmer med til Danmark”, lød det fra regeringen efter indgåelse af tolkeaftalen 11.8.2021, der lysår førend blækket var tørt, også var overhalet med 500 km i timen af begivenhederne i Afghanistan, Talibans fremmarch og overtagelse af magten, imens regeringen havde sovet i timen og Mathias Tesfaye fistrede rundt i Østrig for at få kansler Kurz med på en aftale om at presse  Afghanistans regering (der sådan set allerede havde taget benene på nakken og præsidenten flygtet fra både regeringsbygning og Afghanistan i en helikopter) til at tage afghanske flygtninge tilbage fra EU-lande.

Tolkeaftalen er af flere grunde værd at beskæftige sig med. Aftalen om evakuering af nogle af de mange afghanere, der i Talibans anskuelse af verden, har arbejdet for besættelsesmagterne i Afghanistan, her under Danmark, hvorpå tolkene og deres familier kom i livsfare, når soldaterne trak sig og tolkene mistede de fremmede magters beskyttelse.

Tolkeaftale er etnocentrisk

Hvad er etnocentrisme? Etnocentrisme, i danskernes tilfælde, dansk etnocentrisme, er når vi anskuer Danmark som verdens navle,  vores danske normer og moralkodeks og kultur, som verdens  omdrejningspunkt, som vi bare lige kan overføre på andre landes folkeslag som værende de eneste rigtige og gældende, uanset andre folkeslags kultur og normer tager udgangspunkt i en anderledes historie, anderledes geografiske forhold og anderledes magtstrukturer end vores i Danmark.

Sagt med andre ord: blandt danskerne hersker en slags etno-kulturel analfabetisme, og vil jeg påpege vores folkevalgte politikere og publicservice medier bærer en stor del af ansvaret herfor og bærer ved til, at befolkningen ikke bliver mere oplyste. Tolkeaftalen er om noget et eksempel herpå.

Den danske tolkeaftale er grusom og en særlig hån mod afghanske kvinder og piger.

Tolkene, der iflg. tolkeftalen har fået tilladelse til at indrejse i Danmark, må højest medbringe en ægtefælle, og hun skal være over 18 år.

Men for det første: hvis  nogle af tolkene er gift med 2, 3 eller 4 kvinder så vil alle de kvinder han er gift med være i livsfare, fordi han har arbejdet for besættelsesmagten og dens organisationer. –  Iflg. Tolkeaftalen tvinges manden så til at efterlade alt over 1 hustru til Talibans/eller IS-bødler: Hvilke af hustruerne skal fravælges og overlades til den grumme skæbne?  Er en hustru under 18 år, hvad enten han er gift med en eller flere, er mindreårig iflg dansk lov, så skal den mindreårige efterlades til sig selv og forfølgerne.

Det er absurd at læse tolkeaftalen, fordi kriterierne for evt hjælp til medfølgende familie tager udgangspunkt i danske normer, hvor ingen, hverken elskerinder (som jo er lovlige i Danmark) eller mindreårige gifte ville være i livsfare. Men hele udgangspunktet for at der skulle laves en tolkeaftale er jo netop, at tolke og deres familier er i livsfare, – alle i familien uanset en helt anderledes ægeskabskultur end dansk.

Hvad ved du egentlig om det afghanske samfundsliv og skikke?

I de sidste par uger har TV bragt indslag fra hovedstaden Kabul, og vi har fået fortalt, om kvinder der under den vestlige besættelse gik frit på arbejde i skole, og på gaden og vi har set burkaen fra før besættelsen, og som nu skal trækkes på igen, og vi har set desperate menneskemængder i Kabuls lufthavn kæmpe for at komme væk med et fly til vesten.  – Vi er på sin vis blevet oplyst mere end vi plejer at blive, men kun om, hvad der foregår her og nu, hvor der står ny sensation på tapetet.

Men hvad ved du egentlig om afghanernes liv og skikke, i storbyen – på landet – i familien – og de seneste 20 år. – Hvad ved du om afghanske flygtninge, som er blevet arresteret og myrdet af Taliban efter, at Danmark har afvist dem som flygtninge med behov for asyl og tvangstilbagesendt dem til Afghanistan også i de seneste 20 år? Eller om æresdrab og blodhævn, og forfølgelse af etniske minoriteter, eller om kvinden, der straffes og udstødes efter at være blevet voldtaget, og unge mænd og kvinder, der begge kommer i livsfare, fordi de elsker hinanden, og ikke den af familien eller klanen udsete livspartner.

Hvad ved du om korruption, slavearbejde, pædofili også imod drenge i Afghanistan

Hvad ved du om korruptionen under de 20 års besættelse og konsekvenserne for den fattige afghaner? Om narkobaroner, og børn, der der må sælges til slavearbejde, når gælden ikke kan betales og drenge til pædofili-kredse (indenfor Taliban, og indenfor den nu afgåede og flygtede afghanske regering – )?

Der er en grund til, at der også igennem de seneste 20 års besættelse af Afghanistan, har været en jævn strøm af flygtninge fra landet.

Hvad ved du om pligten til forsørgelse af kvinder indenfor familien

Hvad ved du om afghanske skikke. Nogle afghanske mænd er gift med flere kvinder, måske fordi de har lyst. Eller har råd til det. Det  kan også meget vel være af pligt og er det for nogle af mændene. For mange afghanske kvinder er en ægtemand en betingelse for at overleve, også under de seneste 20 års besættelse. Ikke i alle egne har kvinder haft ret til at færdes udenfor hjemmet uden mandlig ledsager. Hun kan simpelthen ikke overleve uden en ægtemand. – Til tider må en fætter træde til og gifte sig med kusinen (der synes at være mangel på mænd i Afghanistan, måske på grund af de mange krige), selvom han allerede er gift, men for at sikre sin kusines overlevelse. – På samme måde kan en yngre fætter nogle gange frelse 14-årig kusine fra en 80-årig landsbyoverhovedes krav om at få hende til brud.  Flerkoneri og ægteskab med en iflg dansk lov mindreårig er ikke altid så enkel som fremstillet af politikerne.

Men uanset tolken skulle have indgået flere ægteskaber for at boltre sig i kvinder, så er de efterladte hustruer i livsfare, også når han er rejst. Tolkeaftalen har virkelig sikret at nogle af de mest udsatte afghanske kvinder i familie med tolkene ikke kan få hjælp og sidder fast i livsfaren og med stor sandsynlighed bliver hængt eller stenet.

Tavsheden fra den kritiske journalist er rungende.

Hvor er den kritiske journalistik? Den politiske vildledning af befolkningen gælder ikke kun Afghanistan. Hver gang Tesfaye og Stoklund er ude og fortælle, at afviste flygtninge fra Syrien, fra Irak, fra Somalia, fra Iran m.fl sagtens kan vende tilbage til deres hjemlande, så er det vildledning. Vildledning der sendes ud i Danmarks befolkning.

Hvad ved du om hverdagen og kulturen i Irak. – Før, under og efter krige og besættelse? Om manden, kvinden, børnene og deres livsvilkår og skikke? Og hvad besættelsen fik af konsekvenser for deres liv? Hvad ved du om syrernes liv? Somalernes? Iranernes liv?

–  Og hvor kan du egentlig få viden
– Og hvorfor skal Danmark sikre afghanske tolke og deres familier

Det skal Danmark, fordi tolkene er blevet bragt i livsfare efter at have arbejdet for Danmark og været med til at sikre danske soldater og repræsentation kunne arbejde og overleve i Afghanistan. Tolkene var blevet lovet sikkerhed. Arbejdet for styrkerne som i Talibans måde at anskue på var besættelsesmagter har bragt tolkene og deres familier i yderste livsfare.

Man skal selv være opsøgende?

Jeg ved det er umuligt at holde sig orienteret om alle folkeslag i detaljer. Men mere omtanke og i hvert fald tanke for, at der kan være totalt andre leveregler og kultur end i Danmark ville hjælpe. Jeg tror ikke danskerne generelt er uinteresserede. Faktisk tværtimod. Men hvor får man så mere viden? I en fagbog? De handler sjældent om hverdagslivet i hjemmet eller på marken eller gade, men ofte om det overordnede politiske spil og krigsførende parter.

Man skal selv være opsøgende, for du kan ikke stole på, hvad de fremmedfjendske partier oplyser. – Hvad de ikke fortier, misinformerer de om. – Imens Tesfaye fistrer rundt I østrig for at få kansler Kurz med på en aftale om at presse  Afghanistans regering på flugt fra Taliban til at tage afghanske flygtninge tilbage fra EU-lande.

Og hvad med alle de afghanere, der flygtede før NATO trak sig

Man taler om en ny strøm af afghanere vil søge tilflugt i Europa. Men den strøm er ikke ny, den har været der længe. Simpelthen fordi mange afghanere er etnisk forfulgte og har været det også under NATO-landenes besættelse.  Imens der sendes fine billeder fra evakueringer af Afghanere i Kabuls lufthavn, mishandles og tvangstilbagesendes afghanere på grænserne til Europa.

Link til Tolkeaftalen her 

Link til artikel i berlingske: De dansende drenge i Kandahar – om fortsat udbredt pædofili og misbrug af drenge

Flygtningenævnet har sagsresumeer til deres afgørelser under “praksis” – link til Flygtningenævnet her

Link til oversættelse af artikel i Tyske Spiegel – “tilbageskubning af afghanske flygtninge til Bosnien”

Der findes informativ skønlitteratur, servering af viden samtidig med en god bog: Boghandleren i Kabul, De forklædte piger fra Kabul, Drageløberen, Under en strålende sol, Tilbage til Kabul, Svalerne i Kabul, Den stjålne vej, Historien der ikke bliver fortalt. Du kan finde flere, hvis du googler eller søger på bibliotekernes websider.