Af: Mona Ljungberg. 25.4.2022

Krigen I Ukraine har åbnet danskernes øjne for en hverdag med alle krigens rædsler. Eller rettere en sjælden massiv mediedækning har. Jeg kunne have skrevet krigen i Syrien. Eller i Somalia. Eller i Yemen. Eller Israels fordrivelseskrig i Palæstina, havde de fået samme massive mediedækning som krigen i Ukraine. Men det fik de ikke. Det får de ikke.

Krigen i Ukraine viser os om folkestemningers undfangelse og død

Krigen i Ukraine viser også, hvor uhyggeligt let, det er at rejse en folkestemning for og imod forskellige folkeslag

I Ukrainekrigens første måned var medierne stort set fyldt med krigsreportager døgnet rundt. Der var stort set ikke plads til andet i radio og TV. Vi blev tæppebombet med  billeder af russiske bombardementer. Opringninger i DR-morgen til ukrainere, der sidder gemt i kælderrum. I aftenshowet herboende ukrainere, der fortæller om slægtninges helvede i krigens Ukraine. Hver dag og stadig får vi oplysning om sulten i de omringede områder og manglen på vand og strøm og nødhjælp, der ikke kan komme ind. Og mennesker, der ikke kan komme ud. Vi fyldes med massehenrettelser og massegrave.

Dansken reagerer

Mange danskere reagerede prompte og tog afsted til den polsk-ukrainske grænse for at hjælpe ukrainere væk og videre bl.a til Danmark. Mange danskere har reageret spontant med at invitere ukrainske flygtninge ind i deres bolig den første tid. Mange danskere har reageret spontant med at melde sig som frivillige hjælpere og venskabsfamilier og donationer af mad og tøj og meget andet.

Danskens statsledere fik et wakeup-call

Vores danske statsledere reagerede ved at stille sig frem på tv-skærmen og en kende for sent opfordre, danskerne til at hjælpe de ukrainske flygtninge. Når nu de allerede var igang med at hente ved grænsen og hjælper.  Der er akut udarbejdet en særlov, så ukrainere kan få ophold og lov til at arbejde stort set når de ankommer. Nu så snart de har sendt en ansøgning om opholdstilladelse.

– Og pludselig har danske statsledere opdaget, at det dræber menneskers psyke at handlingslamme dem. Ihvertfald ukrainske mennesker. Alle andre flygtninges psyke må gerne nedbrydes i Danmark med lange sagsbehandlingstider, fratagelse af frihedsrettigheder såsom til at tjene egne penge, uddannelse, til beskyttelse. For beskyttelse i Danmark har længe ikke handlet om beskyttelsesbehov, om nogen sinde, men om hvilken nationalitet, der har et beskyttelsesbehov.

Ikke bare jeg, men andre, der i lange årrækker har involveret sig i sagsbehandling og asylsager må korse sig over, hvordan det foregår. Systemet. Vilkårligt og uden udgangspunkt i beskyttelsesbehovet og humanitet,  men storpolitiske hensyn om nødvendigt og ellers ingen.

Folkestemning og manglen på samme

Der skrives og fortælles i medierne om ukrainere på arbejdspladsen og fremgang i dansk sprog. De får sprogundervisning af danske venskabsfamilier. Hvor meget hører vi om sprogfremgang og sprogundervisning til syrere, somaliere, afghanere?  Hvor er de danske venskabsfamilier til syrere, afghanere, somaliere?

For få måneder siden, blev vi tæppebombet med billeder og reportager fra lufthavnen i Afghanistans hovedstad Kabul, fyldt med desperate afghanere, der forsøgte at komme væk. Danskerne var oprørte over Danmarks manglende handlekraft og det satte gang i de danske statsledere.

Mediernes fokus flyttede til Ukraine. Glemt er Afghanistan og flygtningene. En ung kvinde er ved at skulle sendes ud til Afghanistan. Hvor er mediernes tæppebombning med oplysninger om, hvad den stakkels unge kvinde skal sendes ud til af undertrykkelse og  slavetilværelse og livsfare? – Læs mere om Usna her

Mediedækning af flygtningestrømme 2015
– men ikke af rædslerne de flygtede fra

Ved de store flygtningestrømme over middelhavet og Ægæerhavet og op igennem Europa 2015 var der også massiv mediedækning. Ikke af krigen i Syrien, men af flygtningestrømmene. Om ikke andet efter de havde stået på i nogen tid. Jeg kan huske, jeg selv var af sted til Balkan, og var der førend medierne rigtigt var vågnet op.

Vi så flygtninge iklædt ubrugelige redningsveste drive rundt på havet i små overfyldte gummi- og træbåde. De druknende. De druknede. Lesbos kyst overdækket  med orange redningsveste drevet ind til kysten fra de druknede eller fra flygtninge, der havde reddet sig i land. Vi fik interviews om den forfærdelige tur over havet. Siden fik vi reportager om den flere tusind kilometer travetur op igennem Europa og små barnefødder der trippede hastigt af sted for at følge med de voksne.

Danskerne reagerede humanitært. Deltog i at rejse til Grækenland og redde folk i land og ydede privat nødhjælp til de nødstedte. Selvom medierne i det store hele nøjedes med at vise, de overfyldte både og menneskemasser som dukkede op på havet, som ud af den blå luft, og samme medier kun viste meget lidt, stort set intet om baggrunden for at de mennesker havde valgt at sætte sig i en båd og tage den livsfarlige tur over havet (og stadig gør) og siden gå den lange tur op igennem Europa.

Mon danskerne var…?

Mon danskerne var taget til den tyrkisk/syriske grænse, havde medierne givet samme mediedækning som i Ukraine,  oplyst om de russiske bomber og napalm, der er blevet kastet ned over syrerne? Mon danskerne var taget til den tyrrkisk/syriske grænse havde medierne tæppebombet os med oplysning om russiske kampfly, der går direkte efter hospitaler og ambulancer i Syrien? Hvis der var blevet rapporteret dagligt om livet for børn og syge i kælderrummene. Om sulten og nødhjælpen, der ikke når frem. Om manglen på læger og medicin. Om massemord på civile og massegravene og børnene klemt fast i de sammenstyrtede huses ruiner.

Da syriske flygtningestrømme kom til Danmark

Så kom de her nogle tusinde flygtninge og traskede gennem Danmark på vores motorveje. Nogle danskere stillede sig op på broer over motorvejene og spyttede ned på flygtningene. Andre strøg til for at hjælpe og samle flygtninge op og fremfor alt få dem videre ud af Danmark med så stramme asylregler for krigsramte og forpinte mennesker, altså når de krigsramte og forpinte mennesker ikke er ukrainere.

Danske statsledere stillede sig op og talte om flygtningestrømmene som var det kvæg. Der blev oprettet teltlejre for at afskrække flygtninge fra at søge hertil, og ikke grundet pladsmangel i allerede etablerede lejre med vægge af mursten. En minister fejrede med kage så få flygtninge, Danmark tog imod. Asyllovgivningen blev strammet nok en gang, og nok en gang. Og nok en gang.  Ingen krigsramte og forfulgte skulle gøre sig håb om at få danske statslederes hjælp. Det skal de stadig ikke. Altså når de ikke er fra Ukraine.

Hvor er danskerne når….

Syriske flygtninge udvises til Syrien til trods for krig og fare for deres liv. Unge får frataget deres opholdstilladelse og sendes ud alene og væk fra deres familie med asyl i Danmark. Afghanske kvinder udvises til fare for deres liv til Afghanistan. Et af de mest kvindeundertrykkende regimer, hvor voldtægtsmænd ikke bliver straffet for at have voldtaget, men kvinder og piger straffes for at blive voldtaget. Til et regime, hvor mænd har hånds- og halsret over kvindens liv.

Hvor er danskerne i Grækenland, når medierne ikke er der? 

Danskerne er stort set for længst forsvundet igen fra Grækenland. Længe førend krigen i Ukraine. Hvor mange kender til hverdagens sult og fattigdom og farer i lejrene i Grækenland? Hvor tit ringer DR-morgen og taler med en flygtning der? (Never).

Hvor mange danskere kender til fængslerne og slavehandlen i Libyen med mennesker fra Syrien og andre lande – der har taget den farefulde flugt fra et ligeså farefuldt hjemland. Eller flygtninge som Græsk kystbevogtning og Frontex-soldater skubber tilbage til libysk farvand, hvor flygtningene så bliver overtaget af libyske selvbestaltede militser? Der er krig i Libyen og ingen lov eller orden. Hvor er den store mediedækning?

Hvor mange danskere kender til de overfyldte flygtningelejre i Syriens naboland Jordan. Eller i Libanon. Palæstinensiske flygtninge frataget deres land, der aldrig får mulighed for at bo i andet end flygtningelejre heller ikke i kommende generationer. Hvor mange danskere kender til børnelivet som soldat i Somalia? Til bomberne? Til kvindeundertrykkelsen? Til krigens sult og hungersnød? – Også i nabolandet Etiopien.

– Danskere, der siger, det er vel også mest nærliggende at de bliver i nærområderne fremfor at søge til et helt andet kontinent. Danskere, der stort set ikke hører andet fra danske statsledere end at, det er naturligt at nærområderne hjælper. Men for nogle mennesker er hjælpen i nærområderne utilstrækkelig i og med, at de aldrig vil kunne vende tilbage eller få et liv der. – Og husk lige, hvis du er en af dem med den løftede pegefinger: Vi er alle sammen indvandrere fra Afrika og Mellemøsten. Danskerne vandrer også og har altid vandret. Det er derfor der er store dansker kolonier i bla i USA, engang da danskere vandrede ud fra fattigdom. NU om dage til Spanien for at opnå luksus og varme.

Krigen i Ukraine har ikke kun vist os, hvor rædsom og uhyggelig krig er. Lige så uhyggeligt, hvor let der kan rejses en folkestemning for en folkegruppes overlevelse, klassificerede “som os”,  og en folkestemning imod en anden gruppe, klassificerede som “anderledes end os” og dermed nedrangeret til intet menneskeværd.