Flygtningedramaet i middelhavet vokser

Posted on by

Süddeutsche Zeitung, 13. maj 2021

Tusinder af mennesker lander i disses dage igen på Italiens kyst. Alene i år er mindst 511 mennesker døde ved overfarten. Premierminister Draghi er afhængig af samarbejde med Libyen.

Siciliens konservative regionalpræsident, Nello Musumeci, mistænkes ikke for at være specielt tæt med private livrednings-ngo’er. Men flere af de opslag, som den regionale præsident i begyndelsen af denne uge slog op på sociale medier, kunne ligeså vel være kommet fra ngo’er:

“Flygtningens drama i Middelhavet kan ikke løses med velvilje alene. Alle ved, at uskyldige mennesker fortsat vil dø i de næste par uger (næsten altid kvinder og børn) på deres desperate rejse til Siciliens kyster. Men ingen løfter en finger, ikke i Rom, ikke i Bruxelles. De har overladt til Sicilien og Lampedusa at stå forrest i at tackle denne endeløse tragedie.”

21 både med migranter landede indenfor 24 timer denne weekend på Lampedusa  med eller uden hjælp fra kystvagtsbåde. 2.200 mennesker, – blandt dem syge, gravide, babyer og børn,  gik i land ved Favarolo-molen i øens havn. De måtte slå lejr på kajen i timevis, hundreder tilbragte natten der. Der var bare for mange på for kort tid og under corona-betingelser. Modtagelsescentret på øen var i forvejen fire gange overfyldt med 1.000 mennesker. Lidt efter lidt er folk sendt til hovedøen Sicilien for at blive indkvarteret der. På grund af høje bølger stoppede evakueringerne onsdag, 1600 mennesker ventede stadig på øen.

Menneskesmuglerne, som næsten udelukkende har sendt deres passagerer i billige gummibåde, tvinger dem nu igen ud i  træfiskerbåde, håbløst overbelastet med op til 325 mennesker. Tegnet er tydeligt; sommersæsonen for overfarter fra Nordafrika er begyndt. -I måneder går den hyppigste flugtvej igen via det centrale Middelhav, og ikke længere via de vestlige og østlige ruter til Spanien og Grækenland som i de foregående år.

I indeværende år er omkring 13.000 bådflygtninge landet i Italien. Langt fra det tidligere rekordantal, men alligevel tre gange så mange som i 2020 i samme  tidsrum. Antallet af døde og savnede i det centrale Middelhav er mere end tre gange så højt, officielt 511, og ikke alle bemærkes, da de forsvinder i bølgerne.

Titusinder af tunesere flygter fra økonomisk nød.  Andre meget kortere ruter over Gibraltar-strædet og fra Tyrkiet til de græske øer er blevet ubehagelige for smuglerne på grund af den stærke kontrol; en del er skiftet til de spanske kanariske øer. Men de er ikke noget alternativ for tunesere, den største gruppe bådflygtninge, der kommer til Italien. Titusinder er fordrevet af den alvorlige økonomiske krise, som pandemien har skabt i turistlandet Tunesien. Selv middelklassen går i bådene, der, hvis alt går godt, lander efter en halv dag på Lampedusa, som er tættere på Tunesiens kyst end Sicilien.

De fleste lægger fra i Libyen. Her har våbnene ligget stille siden efteråret, hvilket gør det lettere for smuglere og migranter at bevæge sig rundt. Den nye regering i Tripoli har kun fungeret siden marts; den kontrollerer endnu ikke smuglersystemet og kystområderne. Det anslås, at der er omkring 900.000 migranter i Libyen, og Italiens indenrigsministerium anslår, at 50.000 til 70.000 venter tæt på kysten for at blive fragtet over. Størstedelen af ​​bådflygtningene er stadig afrikanere syd for Sahara, frem for alt ivorianere (fra Elfenbenskysten). Den næststørste nationale gruppe, der lander i Italien, kommer fra Bangladesh. For migrantarbejdere derfra har Libyen og Italien længe været destinationslande. I Tyrkiet er der daglige flyafgange til Tripoli, hvilket kan forklare det relativt store antal bangladeshere i bådene.

I år har den libyske kystvagt stoppet mere end 6000  bådflygtninge og bragt dem tilbage til kysten. Det burde have reddet nogle liv. Ikke desto mindre er gruppen opdelt i to meget kontroversielle strukturer. Militser og smuglere er sammenflettede, og vidner rapporterer om brutal behandling af flygtninge. Og igen og igen rapporterer ngo’er, at libyerne har ignoreret nødopkald eller reageret for sent. I april omkom 130 mennesker, da en flygtningebåd sank ud for Libyen. Kystvagten meddelte senere, at de ikke havde noget skib til rådighed. Iflg nogle rapporter, er tyrkiske rådgivere involveret og taler med den militære kystvagten, og der spekuleres i, om de ikke bekommer dem, når migranter tager til Europa.

Private redningsmænd forhindres i at arbejde

Problemet med Libyens kystvagt, der trænes og opgraderes med EU-midler, er i manges øjne dog mere grundlæggende: flygtninge bringes mod deres vilje tilbage til et land, der  betragtes som usikkert for dem. Det er forbudt i henhold til international flygtningelov . I april opsummerede FN’s flygtningeagentur UNHCR og den internationale migrationsorganisation IOM, hvad der venter flygtningene i Libyen: “Migranter og flygtninge er stadig udsat for vilkårlig tilbageholdelse, mishandling, udnyttelse og vold.” Det driver dem til den farlige krydsning af havet.

Risikoen for ikke at overleve er også forøget, fordi private redningsorganisationer som Sea-Watch eller SOS Méditerranée konstant forhindres i at operere. Italienske myndigheder tilbageholder NGO-skibe med begrundelsen tekniske mangler. Der er også tvivl om Maltas rolle, selvom de maltesiske sikkerhedsstyrker reddede 70 forliste tirsdag. I årevis har der har været klager over, Maltas myndigheder ikke reagerer på alle de nødopkald, som er under ø-nationens ansvar.

Livredningsfolk og menneskerettighedsaktivister beskylder EU for delvis at være skyld i migranternes død, fordi man ikke sender en statsstøttet søredningsmission. Tirsdag bad UNHCR’s højkommissær Filippo Grandi også om et møde med EU-kommissær Ylva Johansson, der er ansvarlig for migration. Der er behov for private og statslige redningsmænd, siger Grandi. Man bør ikke kun investere i Libyens kystvagt, fordi igennem dem bringes mennesker tilbage i et voldeligt system. Johansson reagerede undvigende og henviste til det koordinerende råd, hun havde oprettet for at behandle sådanne spørgsmål. Hun ved, at fælles søredning i øjeblikket ikke er mulig i EU-landene.

Hvor om alt er, Italien nægter ikke længere,  som  i indenrigsminister Matteo Salvinis dage, at bringe reddede mennesker i land. Og det skal forblive sådan: “Ingen vil blive ladt i stikken i italienske territorialfarvande,” sagde premierminister Mario Draghi i parlamentet i Rom onsdag. Respekt for menneskerettigheder er en grundlæggende del af hans regerings migrationspolitik. De lægger nu pres på EU for at sikre, at migranterne fordeles effektivt. Prioriteten nu, sagde Draghi, er at begrænse migrationspresset om sommeren gennem et mere intensivt samarbejde med Libyen og Tunesien om grænsekontrol. Italien og EU skal sætte den libyske regering i stand til at bekæmpe menneske- og våbenhandel og med respekt for menneskerettighederne. Man kan antage, at Draghi ikke vil lade sig spise af på sine krav på EU-topmødet den 24. og 25. maj.

Bestræbelserne  på at finde modtagelsessteder for migranter, der ankommer til Italien i andre EU-lande, er nu i fuld gang i Bruxelles og Rom. Den føderale udenrigsminister Heiko Maas mødte sin kollega Luigi Di Maio i Rom onsdag og stillede et tysk beredskab i udsigt, dog uden at oplyse et antal. “Italien kan ikke være alene med dette spørgsmål,” sagde Maas. Men det skal også gælde for andre EU-medlemmer. Det bliver naturligvis svært at finde dem, de er hårde, hårde ligesom hele EU’s flygtningepolitik. Migrationspagten fra 2020, som også skal regulere fordelingen, er langt fra implementeret.

Borgmesteren i Lampedusa klager over, at problemet altid glemmes igen

Igennem et årti er alle planer om at ændre migranternes situation i Libyen og stoppe smuglerne mislykkedes på grund af den ustabile situation der, de magtesløse regeringer i Tripoli. Nu skaber den nye midlertidige regering  dog håb. i et interview med avisen Avvenire skitserede Italiens indenrigsminister Luciana Larmogese samme model som Draghi i parlamentet i denne uge: styrke Libyes regering og forbedre situationen for migranter der. Hun vil gerne have, at repræsentanter fra Libyen, FN og IOM mødes i Rom. Der er ingen nye mirakelopskrifter i Rom for at stabilisere lande som Tunesien og Libyen og andre oprindelseslande, mere lovlige indgangsruter fra lande, der samarbejder med EU. Lamorgese og Draghi er på linje med EUs velkendte, ganske fornuftige koncept, men en gennemførelse er vanskelig  Først og fremmest rejser Lamorgese til Tunis med kommissær Johansson for at drøfte med regeringen, hvordan man kan bremse flugten fra Tunesien.

Lampedusas borgmester er også frustreret over, at intet er ændret. Totò Martella siger nu, at problemet konstant bliver glemt, og at den første smukke dag øen blev fyldt med bådflygtninge: “Dette er landinger, der er annonceret,” sagde Martella, men “den nationale debat er fast forankret i om (Covid-) udgangsforbudet varer en time længere eller ej. Men dette problem vil ikke blive løst, hvis man ikke tager fat om det, og det vil altid blive glemt. ”

År efter år er scenerne på Lampedusa og dramaerne ved Middelhavet ens. Du træffer dog altid nye mennesker.