Alle russere er ikke skyldige
Af Mona Ljungberg: 1.5.2022
Det er uhyggeligt nemt at skære alle russere over en kam. Nemt at dømme ud fra det nationale tilhørsforhold, dømme en hel nation for at bekrige, netop fordi en anden hel nation bliver bekriget. Men man vælger ikke selv sin nationalitet og landet man blev født. Heller ikke russerne. Så lad os huske hinanden på, at alle russere er ikke skyldige i krigen i Ukraine. Eller i Putins magt.
Ud fra livet i en dansk kontekst, er det så nemt at sige “de kan jo bare gøre oprør” – men det er jo det man ikke bare kan i et autokrati. Heller ikke alle russere ved, der er grund til at gøre oprør. Når man i hverdagen ikke har adgang til info andet end styrets propaganda om “de andres skyld og mig Putin som redningsmand” , hvor skal man så vide det fra. –
Medierne som propagandamaskine og magtmiddel
Under Milosevic regeringstid i Serbien, Milosevic, der startede krigen mod bosnierne og var medvirkende til etnisk massemord på de bosniske muslimer, opholdt jeg mig umiddelbart efter krigens afslutning en periode i Serbiens hovedstad, Beograd. Krigen var afsluttet, så vi var en del vestlige udlændinge. Nogle var forretningsfolk. Andre nødhjælpsarbejdere på ferie eller fridagsophold. Jeg på kursus på universitetet og på rundtur i Serbien. Milosevic var stadig ved magten og rådede over alle medierne.
Indbyggerne i Beograd mødte udlændinge og fik trods alt mere information end bønderne ude på landet, hvor udlændingene normalt ikke søgte ud. De rige og uddannede også mere information end de fattige. – Unge akademikere fortalte mig, at de undgik daglige nyheder, for de vidste det hele var løgn, og at de ikke ville kunne lade være med at tro på løgnene. – Uanende om, at de faktisk allerede var styret af løgnene. “Hvorfor hader alle udlændinge os serbere” spurgte de mig. – Selvom de stod der og snakkede med mig og andre udlændinge og ingen af os var hadefulde.
“Men NATO angreb serberne i Bosnien, selvom muslimerne har forfulgt os”. Og så vidste jeg, at de alligevel havde lyttet og set den serbiske nyhedsstrøm. TV-nyheder, der konstant viste en præsident Milosevic komme serbere til undsætning med nødhjælp rundt omkring i Bosnien og Kosovo. Og iflg de serbiske nyhedsstrømme, serbere overfaldet af albanere i Kosovo, og bosniske muslimer.
De færreste serbere i Serbien havde på det tidspunkt hørt om Srebenica og 8000 muslimske drenge og mænd, der var blevet henrettet af de serbiske militser. – De stirrede vantro, når jeg begyndte at fortælle, og jeg tror kun, fordi de kunne se, at jeg helt tabte kæben over deres uvidenhed, måske fornægtelse?, begyndte de at overveje, at der måtte være noget, de ikke vidste, men…..
Da jeg selv blev medieforført i Serbien
Det mest uhyggelige for mig, var dog ikke serbernes uvidenhed, men at jeg under mit ophold også selv begyndte at tro på den serbiske propaganda-maskine. Den var så massiv og overbevisende, jeg så jo selv billederne af Milosevic i TV, og tænkte, hvorfor ser vi aldrig det i vestligt TV. Jeg så overskrifterne i aviserne. Talte med folk på gaden og på universitetet. Moderne mennesker, der fulgte med tiden- Først, da jeg var ude af Serbien igen, fandt jeg ud af, at livet i Serbien var en stor løgn om “de forfulgte serbere”. Putin bruger samme taktik i Rusland, hører vi.
Danske medier kan også være med i forfalskning af begivenhederne
Vi udsættes også for halve sandheder og hele løgne i Danmark. Under krigen i Jugoslavien fik vi at vide af danske medier, at pludselig begyndte kroatere, muslimer og serbere alle at hade hinanden og derfor blev der krig. – Det var bare ikke det jeg oplevede, da jeg kom til Kroatien og Bosnien under krigen. Jeg oplevede, at man også hjalp hinanden på kryds og tværs af etnisk tilhørsforhold. Ikke alle, men mange. Den side fandtes også. – For det er normalt ikke civile, der fører krig imod hinanden, men militser, der fører krig mod de civile. Under uniformen er alle soldater civile. – Og ja, der sker noget, når de civile får uniform på. De er nødt til at adlyde ordre. Nogle nyder det. Men ikke alle. Der er faktisk også soldater, der deler cigaretter eller en dram ind over frontlinien.
Danskere
Så husk, at selvom der findes lede og modbydelige russere, for det gør der, så er det næppe dem alle. Skulle man som russer i Rusland have gennemskuet, hvad der foregår, så kræver det mod at deltage i et oprør, der sandsynligvis ikke afsætter Putin, men sender oprørerne på slavearbejde i Sibirien eller en tur i galgen.