Af Mona Ljungberg (20.12.2021)

En sjælden gang imellem dukker skandalerne op som et øjebliksbillede i nyhederne. Kvinder og børn, der misbruges af udsendte soldater, der skulle beskytte dem. – Eller misbruges af nødhjælpsarbejdere. – Eller syge i krigsområder og fattige, der udnyttes af medicinalindustrien osv osv

Men ligeså hurtigt og pludseligt, skandalerne trækkes frem i lyset, ligeså pludseligt og hurtigt forsvinder de fra offentlighedens søgelys igen. Men hvem har interesse i at skandalerne dysses ned?

WHO-ansattes overgreb 2018-2020 i DR-Congo på kvinder, de skulle hjælpe

I september 2021 kom det frem bl.a. i den engelske avis Guardian, at et større antal nødhjælpsarbejdere som Verdenssundhedsorganisationen WHO havde ansat til at sætte ind mod Ebola-epidemien i Congo, har udnyttet og voldtaget mange af de kvinder, de netop var ansat til at hjælpe og beskytte. Kvinder og unge piger er blevet mishandlet. Nogle af kvinderne blev med barn. Nogle af kvinderne, der blev med børn er blevet udstødt af deres familier og samfund. Men det har været svært at råbe WHO op. Først da de mange anklager kom til medierne, satte WHO en undersøgelse i gang.

Link til Guardian artikel dansk og engelsk her

The whistleblower, FN-soldaters overgreb på kvinder i Bosnien 1996-99

Lørdag den 11. december i år genudsendte DR filmen “the whistleblower”. En film, der bygger på autentiske begivenheder. En gruppe udstationerede FN-soldater medvirkede til menneskehandel og mishandling af bosniske unge piger, og kidnappede unge fra rundt omkring i Østeuropa ført til Bosnien og indespærret i bordeller med det ene formål at tilfredsstille FNs fredsstyrker og tjene formuer til bagmændene. En kvindelig udstationeret betjent, whistlebloweren, opdagede, hvad der foregik og afslørede. Afsløringerne blev forsøgt stoppet af de involverede og FN-toppen. FN kunne ikke have den skandale. Whistlebloweren måtte gå til medierne og så blev den beskidte forretning stoppet. Den kvindelige betjent blev aldrig udstationeret igen. Der var lukket for jobmulighederne. Det er også nødhjælpsindustrien. – Og hvad der foregik i Bosnien, har foregået i Afghanistan, Irak, og hvor der er freds-og krigsbevarende soldater.

Link til the whistleblower på youtube her

De gode, de grusomme og de ligeglade.

De gode

Det skal understreges, der er forskel på FN-soldater. Der er forskel på nødhjælpsarbejdere. I det almindelige samfund findes også forbrydere, det betyder ikke at alle i en befolkning er forbrydere. Og intet er sort – hvidt. Men korruption og udnyttelse er meget komplekst. Stater, mellemstatslige organer, nødhjælpsorganisationer og dem der lader stå til er stiltiende infiltreret i misbrug og har et medansvar for at korruption og udnyttelse lader sig gøre.

En nødhjælpsarbejders første erfaringer

Uden at komme ind på alt, kan jeg fortælle lidt om mine oplevelser, da jeg lavede frivilligt nødhjælpsarbejde i det tidligere Jugoslavien og senere som ansat i en nødhjælpsorganisation.

Jeg var først langtidsudsendt gennem Mellemfolkeligt Samvirke til at yde hjælp i flygtningelejre i Kroatien. Frivillige fik dengang et meget lille ugentligt  beløb, jeg mener 200 kr, for mig til at overleve på. Det gik i en tid, når jeg samtidig havde fremlejet min lejlighed hjemme og dermed ikke havde månedlige udgifter.

Hjælpeprojektet med frivillige var støttet af det danske Udenrigsministerium.  Der kom og rejste mange danske frivillige, nogle var der i 3-4 uger andre måneder. Vi var stort set alle dybt engagerede. Arbejdede 6 dage om ugen 15 timer i døgnet. Det kan man, når man ikke har familie og omgangskredsen, der skal passes som herhjemme. Vi lavede stort set alt. Distribution af nødhjælp, når der ankom tøj og mad og hygiejneting. Undervisning, underholdning, sygepleje og hjælp til hospitalsindlæggelse, børnehave og trøst.

I et af de områder, hvor jeg arbejdede, stod en tysk organisation “Pax Christie” for den overordnede drift af flygtningelejrene, sørgede for at der nåede nødhjælp frem, så vi i et mindre omfang havde noget at dele ud (der var mangel på mad og tøj, men de fik dog noget frem) endda penge af og til til flygtningene.  De rekrutterede også frivillige fra Tyskland, og gjorde et fantastisk uegennyttigt hjælpearbejde.

Det var et vidunderligt samarbejde. Folk fik hjælp og havde tillid, til at vi ville hjælpe. Vi frivillige kunne gøre det, vi var kommet for: at hjælpe. – Men fra projektlederne i Danmark lød det tit, kan du ikke finde en lokal organisation at samarbejde med, det vil man sætte pris på i Udenrigsministeriet.

Det ville man sætte pris på i Udenrigsministeriet? Mere end at flygtningene fik bedst mulig hjælp? Jeg ved det vitterligt ikke, om det med samarbejde med lokale, er vigtigere for Udenrigsministeriet, end at folk får hjælp eller om man bare er/var kørt fast i  kassetænkning.

Vi var i et land i krig, Kroatien, i et fredeligt område af landet, men i krig og med 1 million flygtninge fra et naboland som Kroatien var delvis i krig og delvis allieret med. Blev nødhjælp overladt til at skulle leveres til de lokale, som også var fattige, (de lokale havde ingen indtægter pga krigen, men havde dog ikke mistet alt) ville hjælpen ikke komme frem til flygtningene, der havde mistet alt. Jeg havde set hvordan, det foregik i et andet område, hvor der var sat alt ind for et FN-samarbejde med nogle lokale foreninger og forretningsfolk, som nødhjælpen blev leveret til. Nødhjælpskasserne med tandpasta, shampo, dåsemad og alt muligt andet flygtningene skulle have nydt godt af, stod til salg i supermarkederne, og der kunne flygtningene købe “nødhjælp”, hvis de havde råd. Det havde de selvfølgelig ikke, og hvis ikke store muslimske organisationer fra Saudi m.fl havde leveret direkte til flygtningene i lejrene, var de simpelthen døde af sult og kulde i vintermånederne.

Samarbejde med de lokale kan være godt, at være der på de lokales præmisser kan være godt. Også nogle gange når det drejer sig om at få hjælp ud til flygtninge. Men ikke altid. Det kommer altid an på situationen i samfundet og i staten.

De grusomme

Efter et årstid var jeg nødt til at have et job med indtægt, men ville gerne blive og fortsat udføre nødhjælp. Jeg mærkede, jeg gjorde en forskel, og havde ikke været bundet af bureaukrati. Jeg fik job i Bosnien igennem den belgiske organisation “Terre des hommes” (Menneskenes jord). Indtil da havde jeg af nødhjælpsforeninger kun mødt Mellemfolkeligt Samvirke og Pax Christie, begge bundhæderlige. Jeg kendte intet til nødhjælpsindustrien og var hamrende naiv. Jeg satte selv min løn til at skulle være mindre end normalt, så flere penge kunne gå til hjælpeprojekter til de krigsramte i Bosnien (folk boede i ruiner uden vand og strøm eller adgang til mad og den vinter var det minus 22 grader). Men de penge jeg ikke ville have i løn, forblev i organisationen og gik ikke til nødhjælp.

Hvidvaskning af risiko-oksekød. 

Jeg havde været i Bosnien et par uger, da min chef, en mellemleder fra “Terre des hommes” kontaktede mig om flygtningene i lejrene, jeg kom fra i det sydlige Kroatien. Jeg blev glad for hans omtanke, han fortalte han havde adgang til en masse oksekød fra EUs overskudslagre. – Jeg formidlede gerne kontakt til  “Pax Christies” koordinator i området. Hvilken gave.

Alt blev aftalt med koordinatoren og alt var fryd og gammen indtil oksekødet fra EUs overskudslagre nåede til den kroatiske told, som jeg for en gangs skyld blev taknemmelig for deres krekilleri. Også de havde under krigen oplevet lidt af hvert med “nødhjælp”. Kødet viste sig at være fra England, og at være blevet deponeret i EUs lagre, dengang England havde kogalskab og måtte ikke bruges til føde grundet risikoen for inficering med kogalskab og nu stod EU og kunne ikke komme af med det og det ville koste en formue at destruere. Så hvorfor ikke læsse det af på nogle hjælpeløse mennesker fordrevet fra hus og hjem og land

Så fra England til EU videre til en kontakt i en nødhjælpsorganisation, der kontakter en frivillig, der kontakter en filantropisk nødhjælpsorganisation – ville det have været udhvisket, hvem stod bag viderebringelsen af det farlige kød. – Og var flygtningene blevet syge af kødet, hvem havde så interesseret sig for det. Hvem ville stå frem og sige, de var medansvarlige for at det kød var kommet ud til flygtningene.  – Nødhjælp kan være den fineste gestus – og den mest beskidte.

Hjælpen der blev proklameret som hjælp og selvhjælp

I Bosnien fik de krigshærgede bosniere stadig mindre hjælp.  Et projekt støttet af EU-penge til mad, der skulle produceres i Bosnien for at få industrien og økonomien igang og arbejdspladser, og deles ud i et af de værst ramte krigsområder, det område jeg arbejdede i, endte med at blive til  distribution af spaghetti importeret fra Italien og nogle andre tørvarer til de hårdt trængende bosniere.

Jeg arbejdede ikke alene og troede i første omgang, det var nogle andre ansatte, der havde fusket og klagede til min chef og blev fyret. Jeg kontaktede hovedkontoret i Terre des Hommes og oplyste, hvad der foregik.-  Om hvidvaskning af engelsk risikabelt kød, den italienske spaghetti m.m. – Jeg kunne ikke fyres igen men genansat blev jeg bestemt ikke. Min chef blev forflyttet til et eller andet sted i Asien. – Og så blev der ikke snakket mere om det. Selv tog jeg hjem og begyndte at støtte flygtninge, der søgte asyl i Danmark og senere at lave egne frivillig projekter i Bosnien. Ofte i samarbejde med lokale hjælpearbejdere.

Medicinal-industrien

Der kan skrives bøger om medicinal-industriens udnyttelse af nødlidende mennesker. – Om medicin der blev sendt til Afrika for at stoppe diare, men som på sigt fremkalder diare. – Om spiraler til at forhindre graviditet, der blev forbudt i vesten fordi de for flere kvinder havde vist sig livsfarlige, hvorpå de  blev sendt til kvinderne i Indien. – Om Nestles uddeling af  og misinformation om mælkepulver i fattige lande, så mødrene ophørte med at amme, og så bagefter skulle betale for det dyre mælkepulver og babyer døde af under- og fejlernæring. Eller af forurenet vand, som var eneste mulighed at opløse mælkepulveret iæ Der er lavet film om medicinal-industriens udnyttelse. Whisteblowere har udsat sig selv for livsfare, når de afslørede medinalvirksomheders udnyttelse. Så en sandsynlig grund til de få whistleblowere.

Som frivillig kan man også let  blive bytte. Jeg blev i de første år som frivillig flere gange kontaktet af medicinal-virksomheder, der ønskede at donere tusindvis af vitaminpiller til flygtninge. Problemet var bare at holdbarhedsdatoen for længst var overskredet. “Men tabletterne er gode nok, fejler intet” lød det – Og det var de måske, men der er jo en grund til, at der er en holdbarhedsdato.

Bosnierne i Bosnien og i flygtningelejrene havde åbenlyst tit været ude for at få mad og medicin af alt for gammel dato. Når vi kom og delte ud, var holdbarhedsdatoen noget af det første de kikkede efter og afviste forståeligt nok at tage imod gammel mad og medicin. “Vi har ikke brug for også at blive syge” af mad og og medicin, som de sagde.

De ligeglade

Mit første besøg i Sarajevo, Bosniens hovedstad, var et års tid efter krigens afslutning. Det var vinter og hamrende koldt. Det var Sarajevo, der altid var blevet vist billeder fra under krigen. Jeg ville se byen og dens forfatning.

På gaden sad voksne og enlige børn ved bål, de havde tændt i et forsøg på at få varmen. Af en hovedstad at være var Sarajevo en forholdsvis lille by på det tidspunkt. På størrelse med Odense vil jeg tro.  – I gadebilledet myldrede det med nødhjælpsarbejdere, let genkendelige på deres varme fine frakker og pelse og varme støvler. De stod i skærende kontrast til byens indbyggere med tyndslidte frakker og sko og ansigter med hud rødsprængt af kulde.

Hvorfor var det ikke de nødlidende, der boede på Hotel Hilton

Hotel Hilton, byens eneste hotel, var overfyldt med nødhjælpsarbejdere, og i et mindre omfang journalister og diplomater. En liste fra FN viste at over 800 nødhjælpsorganisationer havde samlet sig i Sarajevo. De fleste havde flere ansatte. Nødhjælpsturister. De var ved at falde over hinanden i jagten på at blive set og tildelt fondspenge.

Og nej, jeg søgte ikke selv  ind på Hotel Hilton. Det var hverken min pung eller moral til. Havde jeg haft pengene havde jeg lejet et værelse på Hilton til nogle af de forkomne gadebørn ved aftenens bål.

Født ind i nødhjælps-professionen

Også i Bosnien gik det op for mig, at nogle af de mennesker, der har nødhjælpsprojekter som profession, aldrig har prøvet andet, eller kender til andet erhverv. De har et statsborgerskab i et land, men er vokset op på farten af forældre, der altid var på farten. Nødhjælp er for nogen mennesker først og fremmest et erhverv. Der er ikke noget galt i, at have nødhjælp som erhverv, men det er når erhvervet bliver vigtigere end hjælpen, der er noget galt.

Jeg arbejdede efter krigen i Bosnien i områder, hvor nødhjælpsorganisationer ikke ligefrem stod i kø for at komme til. Ikke fordi, der ikke var brug for nødhjælp. Det var nogle af de hårdest ramte krigsområder i Bosnien, så nok derfor. Der var ingen hoteller. Der var ikke mulighed for privat indkvartering under bare nogenlunde ordnede forhold. Ingen vand. Ingen el. Men miner alle vegne.

Jeg deltog til gengæld i de ugentlige koordineringsmøder, indkaldt af FN. Møderne foregik i et ikke krigsramt område af Bosnien (det fandtes) og  havde til formål at koordinere indsatserne og tilbagemelde om konfliktsituationen i ens arbejdsområde. Det fungerede. Men det var også her, jeg mødte mange, der har det ene formål at bruge nødhjælp som erhverv. Utroligt mange henvendte sig for at høre om mine kontakter til donatorer til deres projekter, som var totalt malplacerede i et krigsødelagt land.

Nødhjælpsindustri kontra nødhjælp

Er al nødhjælp så omsonst? – Er de fleste organisationer bundkorrupte? – Er professionelle nødhjælpsansatte alle ligeglade eller i værste fald overgrebsmænd? – Er FN-soldater ligeglade og overgrebsmænd? – Er EU gennemsyret af korruption? – Er alle frivillige bare gode?

Jeg selv går ind for FN. Såvel som jeg har mødt brådne kar, mange endda i Bosnien, (der er faktisk forskel på moralen i de forskellige landes hære, man lærte hurtigt, hvem der altid voldte problemer), så har andre og mange udsendte FN-soldater også lavet et fantastisk arbejde for at indføre fred i Bosnien. Hjulpet civile med lige noget overskudsmad. – Og FN arbejder for fredelig sameksistens.

Jeg har set EU brugt til fremme af korruption, men jeg har også set det modsatte.

Der er også masser af professionelle nødhjælpsansatte, der er engagerede og udfører et fantastisk hjælpearbejde, dem har jeg også mødt. Og folk er nødt til at have en løn. Alle medicinalvirksomheder er heller ikke gangsterbander. – Jeg har også mødt masser af frivillige, der gør en stor indsats, men jeg har også mødt frivillige, der til tider har gjort ondt værre grundet manglende indsigt og indlevelsesevne, og frivillige hvor eventyret og penge til eventyret var vigtigere end nødhjælpen.

Nødhjælp er et broget billede. Og som den der giver, må man orientere sig og her efter tage en chance for at hjælpen når frem til dem der har behov for din hjælp. For uden nødhjælp dør og lider mange mennesker.

Hvad jeg forsøger at gøre op med, er staternes kassetænkning, for de store nødhjælpsorganisationer har brug for statsstøtte, men bliver en del af kassetænkningen, som er en betingelse for at opnå statsstøtten.

Hvad jeg forsøger at gøre op med, er når stater og overstatslige og mellemstatslige organer og organisationer selv forsøger at skjule overgreb og misbrug. Den slags skal frem i lyset. Fordømmes og diskuteres, for kun på den måde kan vi forbedre nødhjælpsindsatserne så den kommer flest mulige af verdens nødlidende bedst til gavn.

• Og denne artikel bliver sandsynligvis som så mange andre om problemer indenfor nødhjælp, et øjeblikslæsning. Men den er et forsøg værd at få flere til at melde sig på banen og tage et opgør med dårligdommene.