Menneskesmuglerspil og spillere

Posted on by

Af: Mona Ljungberg (15.1.2021)

“The game” kalder flygtningene det for.  Spillet. Menneskesmuglerspillet. Menneskespillet.
Et spil det koster kassen at deltage i og holder liv i håbet, – i drømmen om et liv i frihed og menneskeværdighed. 

Mennesker betaler for at blive levende brikker  i “the game”.  Små brikker, der skal overvinde alle forhindringer, såsom at krydse have i utætte gummibåde tilbagelægge tusinder af kilometer til fods og  krydse grænser igennem farligt og uvejsomt terræn, for at nå ind i et europæisk land nord for Italien og Slovenien. 

Et spil om liv og død.  – Som i Lotto er der meget få vindere og rigtig rigtig mange tabere.   

De fleste taber spillet og bliver slået tilbage igen og mange slået til ukendelighed og frarøvet alt af enten græsk eller kroatisk grænsepoliti. Det er på papiret lovligt at søge asyl. Det er på papiret kriminelt at udøve tortur. Men det er de sidste, torturbødlerne, der er lovens lange arm og derfor beskyttet under udøvelsen af deres frygtelige kriminelle handlinger mod asylsøgerne. 

Menneskesmuglere har også opdaget teknologiens mange muligheder 

Faktisk er “menneskesmugler”  et helt forkert ord at bruge. “Menneskesmuglere”  smugler ingen mennesker. Løber ingen risiko.  Det er ikke menneskesmuglere, der “hopper i gummibådene” som Mathias Tesfaye så kækt kalder det.

Det er ikke menneskesmuglere og ministre, der drukner i middelhavet

– Det er heller ikke menneskesmuglere, der drukner i Middelhavet og Ægæerhavet.- Ikke menneskesmuglere, der fanges og bliver slået til plukfisk ved en grænseovergang I Grækenland eller Kroatien. – Det er ikke menneskesmuglere, der nedbrydes af kulde og sult og om sommeren heden i sydeuropæiske lejre. – Det samme gælder europæiske statsledere.

Det er heller ikke de europæiske statslederes/ministres liv, der bringes i fare, således heller ikke Danmarks egen  Mattias Tesfaye, der handler ligeså kynisk med flygtningene som de såkaldte menneskesmuglere. 

Menneskesmuglere er blevet digitaliserede

Menneskesmuglerne er for år tilbage ophørt med at smugle mennesker. De har kun fået det nemmere i takt med skærpede grænsekontroller og pas. En bankrøver af i dag går heller ikke ind i en bank og råber “hænderne op” med mindre vedkommende er idiot! – I takt med at penge er blevet digitaliserede, er bankrøverne det også. De sidder bag en skærm og hacker eller lokker kontooplysninger ud af folk eller udnytter den danske skattelovgivning og finanssnobberi til at svindle sig til uberettigede aktionærrefusioner, mens statsledere har mere travlt med at jage de i forvejen jagede mennesker end at jage storspekulanter eller rettere storsvindlere af statskassens midler. 

Menneske-”smuglerne” har som alle andre også opdaget teknologien og er blevet digitaliserede. “The game” – spillet – er ganske simpelt en telefonapp, der viser veje og ruter over de bosniske bjerge. En tur, der tager 2 – 7 dage (om sommeren).  Ikke uden grund kaldes området flygtningene skal igennem for   “Junglen”. Det er vildnis af krat og skove og bjergkløfter og vandløb og slanger og et eller andet antal vilde dyr (bjørn og los). 

Statsmagternes spil lader flygtninge i stikken og gavner menneskesmuglere. 

Reelt er “gamet” – spillet startet mange kilometer førend den bosniske grænse. I Tyrkiet,  hvor en

håbefuld flygtning har købt sig plads i en båd, og ofte betalt ekstra for at blive fragtet med en sikker båd og blevet det lovet. Der er stort set ingen kontakt mellem smugler og mennesket. Kun i ganske få øjeblikke. 

For nogle få korte bemærkninger deltager en “menneskesmugler” sammen med en pistol. Fra et aftalt mødested i Tyrkiet  til der hvor vedkommende skal “hoppe i gummibåden”, som Matthias Tesfaye så kækt kalder det. Mange af disse mennesker, der overlevede turen over havet har efterfølgende fortalt, at de fik et chok, når de opdagede, hvad det var for en båd de var blevet reserveret plads i og forsøgte at vende om. Men der er ingen vej tilbage, når man først er nået så langt. Flygtningemenneskerne kan på det tidspunkt kun vælge at “hoppe i bådene” som Mattias Tesfaye så kækt kalder det, med stor fare for at drukne i middelhavet,  eller at blive skudt. Menneskesmuglerne tillader ikke, at nogen vender om og måske afslører dem. 

De uheldige drukner eller tvinges af en grænsepatruljebåd ind til Libyen, hvor de sælges til slaveri.  De heldige når over til rædselsfulde forhold på en eller anden græsk eller italiensk ø. De fleste “heldige” får her et ufrivilligt ophold på flere år. Indtil de får mulighed for at komme med i et nyt “game” der anviser ruten  til næste destination. Hvor de så igen gør ophold og betaler for at komme videre. Med i næste “game”. Sådan går årene og spildes mange menneskers liv.  – Mennesker, der kunne bidrage i et samfund som ressource. 

Hvad gør Danmark og EU

Skærpede grænsekontroller og pas der er umulige at forfalske har kun gjort livet endnu mere utåleligt og håbløst for mennesker, der er nødt til at flygte fra det sted, de har hørt til. Fra Syrien og krigen og præsident Assad. Fra Afghanistans militser og kaos. Fra Pakistan. Fra pisk eller et reb om halsen i Iran for sit politiske standpunkt eller være homo eller noget tredje i den stil. Der skal ikke så meget til. Sult i Algeriet. Slavearbejde i Eritrea. Der er mange grunde til at tage flugten og derfor mange mennesker på flugt. 

Danmark har netop bevilget 45 millioner til yderligere grænsekrontrol i landene på Vestbalkan og hjemsendelse af flygtninge/migranter i Bosnien. Symbolpolitik. (Pressemedd. 10.1.2021)

EU har allerede postet gu ved hvor mange millioner euro i grænsekrontrol. Pengene bliver brugt til lønninger af grænsepoliti, der udøver tortur. 

Tesfaye og ligesindede er i krig mod flygtninge – ikke mod menneskesmuglerne og dem, der er årsag til at mennesker må flygte.