Beskæmmende interview med Trine Bramsen
Af: Mona Ljungberg. 28.12.2021
En frygtelig menneskelig katastrofe udspiller
sig ved Hvideruslands grænser langs Litauen og Polen.
Kort fortalt har Hvideruslands præsident Lukashenko som svar på EU-sanktioner mod landet, tilsyneladende inviteret tusindvis af irakere og syrere og afghanere til Hviderusland med løfte om, at de via Hviderusland kan komme ind over grænsen til EU (Polen og Lithauen) og opnå asyl i et EU-land.
Om det er sandt eller ej med Lukashenkos invitationer? – Eller om det er menneskehandlere, der har fundet en ny fidus til at lokke penge ud af fattige og flygtninge? – Ihvertfald er flygtninge og migranter ankommet i tusindvis til Hviderusland og Hviderusland sætter dem af ved grænsen til Lithauen og Polen – i ingenmandsland – med løfter om at de bliver tilbudt asyl, hvis de fortsætter ind over grænserne, og lader dem ikke komme retur til Hviderusland igen, når det viser sig ikke at være tilfældet.
På den måde er mange flygtninge havnet i ingenmandsland i vinterkulden og har hverken kunnet komme frem eller tilbage. Flere er døde af kulde og sult, her under børn.
Beskæmmende interview med forsvarsminister Trine Bramsen
(I en lidt forsinket kommentar, men desværre fortsat aktuel)
P1-morgen bragte (30.9.2021) i samme anledning et interview med Danmarks forsvarsminister Trine Bramsen, om hendes syn på grænsekrisen ved Polen og hvordan hun mener EU skal gribe sagen an.
Interviewet var beskæmmende, fordi fra Trine Bramsen lød ikke et eneste ord om de stakkels mennesker, der havner i det ingenmandsland og sulter og fryser og dør, fordi de hverken kan komme frem eller tilbage. – Og det er jo ikke dem, der angriber Europa. Flygtninge og migranter er under angreb,
Men ikke et ord om “dem” fra Trine Bramsen. Hun talte om Hybrid-angreb på Polens grænser. – Om at styrke EU-agenturet Frontex, som et værn mod EUs grænser mod Polen.
I øvrigt ønsker Polen ikke bistand fra Frontex. Måske har Polen ikke fattet at Frontex i forvejen er kendt for (hvilket Bramsen ikke nævnte i interviewet) at tilsidesætte både de menneskerettigheder og søfartsregler, som Frontex skulle sikre bliver overholdt på EU’s grænser. Polen overholder ikke selv menneskerettighederne.
Det ville have klædt Trine Bramsen at tale om, hvordan kan vi og EU hjælpe de stakkels mennesker i Ingenmandsland på grænserne ved Hviderusland. – Men det lød ikke til overhovedet at være gået op for Trine Bramsen, at det drejer sig om mennesker i nød og bragt i en desperat situation. – Ingen tager da ind over Hviderusland for at fryse og sulte ihjel.
Danmark har glimret sig ved at sende NATO-hegn (pigtrådshegn med barberblade) til Lithauen. Det var den humanitære bistand til de nødstedte.