Frivillig hos flygtninge Grækenland – 2016

Posted on by

Dagbog fra jul i flygtningelejren Softex, 

Af: Mona Ljungberg, 
Thessaloniki, Grækenland, julen 2016

I græsk mytologi er Hades både dødsriget og dødsrigets gud.

Det græske Hades er ikke et sted, som onde mennesker havner i efter døden eller straffes med for onde gerninger. Hades beskrives i mytologien bare som  et trist sted, hvor sjælene lever et evigt skyggeliv uden alt det, der bragte glæde i jordelivet.

I Thessaloniki, Grækenland mellem tomme fabrikker og varecontainere stablet som legoklodser på og ved siden af hinanden ligger flygtnigelejren Softex. Trøstesløs.

Det er som om flygtningene i Grækenland er levende begravet hos Hades

Thessaloniki, 15. december 2016
I en tidligere fabrikshal står de tynde nødhjælpstelte slået op side om side. Det blæser meget i Thessaloniki på denne årstid og om natten er  det 4 -5 graders frost. Vinden suser gennem hallens utætte vinduer og døre. Flere steder i hallen har nogle tændt bål. Der mangler brænde, og istedet brændes plasticflasker for at få varmen.

Her er næsten værre end i gruset på lagerpladsen udenfor. Ihvertfald de dage som i dag, hvor solen skinner. Men desværre skinner solen ikke hver dag. Den mørke skumle fabrikshal er et ly imod den muddersump jorden og telte udenfor forvandles til på de dage det regner. – Og imod vinden der blæser teltene omkuld og væk.

Det er en af de værste indkvarteringslejre for flygtninge jeg har set i Europa, og jeg har ellers set en del under krigen i de tidligere Jugoslaviske lande (Bosnien, Kroatien) . Men jeg ved godt, at selvom Softex er slem, er den ikke længere den værste indkvarteringslejre for flygtninge i nutidens Europa.

Da vi til eftermiddag deler grøntsager rundt til teltene (gøres 2 x ugentlig) kommer en 10 årig-pige hen. Hendes hænder er iskolde, og hun forsøger at varme dem i mine. Men mine hænder er desværre lige så kolde. “Sover ikke om natten – koldt” siger hun på engelsk og viser mig, hvordan hun ryster over hele kroppen, når hun skal sove

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige

Thessaloniki, 16. december 2016
Tøjbutikken i Softex-lejren er ikke en butik, hvor man betaler penge. Butikken er et lille tøjmagasin fyldt med genbrugstøj samlet ind både af de lokale og af folk i mange lande, bl.a. i Danmark, og siden sendt ned til flygtningene.

Tre gange om måneden kan lejrens beboere komme og hente tøj til sig selv og familien. Nytilkomne får lov til at forsyne sig med frakke/jakke, bukser, bluser, trøjer, sokker og hvad der ellers hører sig til i en garderobe. De næste gange suppleres, og nogle gange har nogen fortrudt og kommer for at bytte.

For at undgå tumult i det lille rum skal tøjudleveringen organiseres.  Det foregår ved, at de enkelte aftaler en tid og får udleveret en tøjbillet. Ofte er der kun ½ time til rådighed til at fnde klæder til sig selv og børnene. Der er mange, der skal til.

Hermed også et lille indblik i noget af det arbejde, som frivillige laver i en flygtningelejr. Modtagelse og sortering af brugt tøj og tøjudlevering til flygtninge.

Thessaloniki, 17. december 2016
I dag lørdag er fridag for os frivillige i Softex-lejren og tid til at se på byen og grækerne, hvor jeg er. Der hænger appelsiner på træerne i gaderne. Lige til at plukke og spise. Grækerne er venlige og imødekommende. Dem jeg har mødt er det også over for flygtningene. Også selvom her er mange flygtninge i landet. Bl.a. lavede kommunen i sommer en indsamlingsdag og bad alle dens borgere bringe undværligt tøj og mad til torvs. Resultatet var bjerge af henholdsvis mad og tøj blev samlet ind på torvet til flygtninge og de fattige.

Det er en fordel at leje sig ind hos en privat, som jeg har gjort. Jeg får en masse at vide om grækernes livsvilkår. Pludselig forstår jeg grækerne ikke var specielt forkælede, da de protesterede så voldsomt imod hævelse af pensionsalderen fra 50 – 67 år. –  Officielt er grækernes folkepension en alderspension. Uofficielt er pensionen en arbejdsløshedsunderstøttelse eller kontanthjælp. – Og ikke kun for pensionsmodtageren. Arbejdsløsheden i Grækenland er  høj og der gives kun få måneders understøttelse, hvilket betyder at alderspension ofte skal forsørge en hel familie i tre generationer: pensionisten selv og børn og børnebørn.

Det er de store industrivirksomheders udnyttelse af verdens fattige, der  har gjort mange grækere fattige, og ikke at de fik en tidlig pension. Som i alle andre lande,  har industrivirksomheder lukket deres foretagender ned og fyret medarbejderne for at flytte til lande, hvor de stort set ikke skal udbetale løn, og kan holde de fattige i industrien som slaver, og hvor de ikke behøver at betale skat. – Denne udnyttelsestrafik ses nu også i Grækenland, hvor grækerne engang selv var den billigste arbejdskraft, på nedlagte fabrikker og deres store tomme haller.

Skæbnens ironi, at hallerne igen er blevet fyldt op med fattige, nu af mennesker, der har måttet flygte fra krig og har mistet alt, hvad de ejede. – Og hvem var det lige, der blev rige på de arme mennesker? De store multinationale våbenfabrikanter. Ringen er sluttet.

Thessaloniki, 19. december 2016 – Tøjvask
I Softex-lejren foregår al tøjvask i hånden, ofte i iskoldt vand. Varmt vand kræver strøm. Men i Softex-lejren er der sjældent strøm. Både den græske stat og de store organisationer fralægger sig ansvaret for at oprette installationer, der kan sørge for stabil strømforsyning. Det er den berømte hjælp og mangel på samme fra de Europæiske stater til flygtninge i nærområderne, vi er vidne til her!!!

Familien bag vasketøjet på fotoet her bor som ses i et nødtørftigt skur. Skurene er ca. 6 kvadratmeter og placeret udenfor en nedlagt fabrikshal, hvor der også bor flygtninge. Grus og småsten støver på både menneskerne og det nyvaskede tøj. I skurene bor typisk 6 – 9 personer og det suser ind. Nogen skure har ingen døre, men kun et forhæng. Her bor mange børnefamilier. De fleste af flygtningene I Softex er fra Syrien og venter på asyl i et europæisk land. Men sagsbehandlingen foregår uendeligt langsom.

Thessaloniki, 20. december 2016 –  Mere Tøjvask

I går skrev jeg, at tøj må vaskes i iskoldt vand. Det var delvist sandt. Gryder med vand varmes på bålet og skylning foregår i baljer med iskoldt vand. Der er ikke så meget mere at sige om det. Se foto.
Flygtningene i Softex-lejren kom hertil i juni 2016. De blev tvunget tilbage fra grænsen til Makedonien, da de forsøgte at komme videre ind i Europa. Nogle fik bank og stjålet deres penge og mobiltelefoner af militæret. EU lovede Grækenland hjælp til behandling af asylanmodningerne. Men det kniber med at opfylde løfterne. Ikke alle lande har sendt sagsbehandlere ned, og sagsbehandlingen er langsommelig. Der er stor fattigdom i Grækenland. Grækenland kan ikke klare at hjælpe alle flygtningene alene.

 

Thessaloniki, 21. december 2016 – 5 bananer

Onsdag morgen og formiddag er containerdag. Containeren er et lille lager midt i Softex-lejren og fyldt op med shampo, tæpper, håndklæder, sæbe, toiletpapir, bleer og andre hygiejneting.  Det er os frivillige, der bringer varer til containeren og om onsdagen udleverer til flygtningene, der kommer strømmende. 

Køen i dag var lang helt til kl. 14, selvom vi var 5 frivillige, der pakkede poser og udleverede. 

Efter endt tjans, var det tid for os frivillige til os at få en solstråle med, og åbenbart har der været uddeling af bananer fra militæret i dag. En dame var så glad, og kom hen og gav os en banan hver. Det er en fornærmelse at takke nej, og helt ærligt vi nød vores beskedne frokost og taknemmeligheden oven på en hektisk arbejdsformiddag.

Den femte banan er mig, der tager billedet. Det er derfor, jeg aldrig er med på fotoene. Men jeg er der, og nyder solstrålen og en banan ligeså meget som de fire frivillige på fotoet og fra så forskellige lande som: Syrien, Grækenland, England, Mexico og i dagens containerteam, mig fra Danmark. 

Thessaloniki, 22. december 2016
I Danmark er de fleste mennesker nu optaget af jul og julens gøremål. Jeg ved, at de næste 3 -4 dage får  kun få tid til at læse om flygtninge, der er strandet i Grækenland. Jeg kender det danske juleræs. Så dette bliver den sidste låge inden jul.

Grækerne holder også jul, men på en anden måde end danskerne. December er pyntet op med lyskæder i butiksvinduer og private hjem. Og lidt rundt omkring på pladser. Hvis der gives gaver, må det være få. Der er ikke kø og stress i butikker og gader. Jules fejres den 25. december og med at spise barbecue i de mange restauranter og små tavernaer.

I Softex-lejren er julen: En rig donator har besluttet at alle børnene i lejren skal have en julegave i form af et ordentligt stykke legetøj. Der er forskellige gaver, børnene kan vælge imellem og en fra frivillig gruppen har været rundt hos alle familier og registrere børnenes gaveønsker. Gaverne vil være klar til at blive delt ud til nytår.

Ellers er der ikke noget jul over Softex-lejren. Julen – hjerternes fest. Hjertefesten synes i Danmark og mange andre lande at blive indenfor familiernes rammer. Ikke så mange af hjerterne rammer flygtningene i Softex. Jeg håber ikke, jeg lyder bitter. Men nogle gange er det svært at være vidne til. – Og svært at have viden om, at hvis ikke, der var et konstant flow af frivillige, der knokler løs (vi får vitterligt ikke en krone i løn), så ville der ikke være nogen til at hjælpe eller råbe op om de mange skæbner.

Thessaloniki, 26. december 2016

Julen er ovre, men det er december íkke.  Der er storm over Danmark, og man skal holde sig indendørs, læser jeg. Her er en lille opdatering til de sene nattetimer.

I dag har for mig været en dejlig dag. Vi har været rundt og forsyne alle børn i lejren med sko som er blevet samlet ind og sendt ned til Grækenland. Gode sko, der kommer mange børns fødder til gode. Men lad være med at sende flere foreløbig, for lejren er rigeligt forsynet nu til denne vinter.

Lejren bevogtes af militæret. Når vi frivillige skal ind, skal vi melde os hos vagterne. Bevogtningen er det nu så som så med, eftersom der flere steder er huller i hegnet.

Da min makker og jeg meldte vores ankomst i militærets skurvogn  i dag, sad en kvinde og så bange ud. Kvinden er alene med fire små børn. Aftenen før havde nogle mænd kappet ledningerne med strømforsyning (som i disse dage virker) til hendes telt. De forlangte 20 euro for at tilslutte strømmen igen. Hun har meldt dem, men nu er hun bekymret for evt. repressalier, hvis nogen har set hende gå til militæret.

Dem, der har sværest ved at beskytte sig selv. er også dem, der nemmest bliver mafiaens ofre. Og mafiaen er i lejren og afpresser.

Thessaloniki, 27. december 2016 – kvindepleje
Tirsdag eftermiddag i Softex-lejren, Thessaloniki er kvindernes fri-eftermiddag og chance for at pleje udseendet en smule.

Det gør de i lejrens kulturhus, som nogle tømrere blandt flygtningene har bygget af træbjælker, måske doneret eller til overs fra et sted. Der er huller i træet og noget tyndt plastikfilm, udgør det for vinduer. Det holder ikke rigtigt.

Heldigvis var vejret mildt i dag, trods blæst og kvinderne nød det. Vi var heldige også at have strøm det meste af sceancen, og der var gang i føntørrere og glattejern. Vi havde ikke meget sminke, men det der var (Eyeliner, læbestift og neglelak) blev flittigt brugt. Egentlig er det strengt forbudt for børn over 3 år at komme ind i tirsdagstimerne. Det er mødrenes fritimer. Men vi var to nye, så et par småpiger fik alligevel sneget sig ind, og hvor de hyggede sig, med læbestift og neglelak.

Jeg fik en baby forærende, imens hendes mor fik sig en snak. En dag hvor alle er glade og en af de stunder, hvor man føler sig så uendelig rig.

Thessaloniki, 31. december 2016 – nytårshilsner

Børn i Softex-lejren, Thessaloniki, har lavet nytårshilsner til alle, der bor i lejren og skrevet deres største ønsker for dem alle i 2017. Mange af børnenes tegninger og ønsker, synes jeg er dybt bevægende og jeg har lyst til at dele et par stykker af dem med jer. Børnene er i alderen 10 og 12 år.

Hvad børnene ønsker for de andre, er hvad de også ønsker for sig selv. – Og jeg sidder stadig med en klump i halsen, når jeg ser et barns største nytårsønske er “dejlig mad til alle“. Et andet barn, skriver “glæde til alle og et hjem“. Et tredje barns nytårsønske er “fred til alle“.

Værd at vide: børnenes tegninger og ønsker er blevet til i et tyndt træhus med vinduesrammer uden ruder, så vinden suser igennem i bidende frost (men alternativet er værre), og alligevel har børnene været i stand til at udtrykke kærlighed vise lyse og glade farver og gøre sig umage for at skabe glæde med deres kort. Børnene gik op i kortene med liv og sjæl.

Thessaloniki, 7. januar 2017 – Solstrålen

Mine dage i Thessaloniki og flygtningelejren ”Softex” er forbi. Jeg er på vej væk fra et Grækenland, hvor flygtninge er som levende begravet i dødsriget ”Hades”.

”Hades er iflg. græsk mytologi et trist sted, hvor sjælene efter døden sendes til og lever et evigt skyggeliv uden alt det, der bragte glæde i jordelivet.

En græsk myte er
dagens virkelighed

”Hades” er i dag mere end en myte. ”Hades” er de store mørke fabrikshaller, som mennesker på flugt fra krig og tortur placeres i, i dagens Europa. Mennesker er levende begravet.

I de sidste par dage har børnefamilierne i de mange lejre i det makedonske område af Grækenland fået lov til at forlade deres fordømte triste hverdag i “Hades” for et kort øjeblik.  Organisationen help refugees har doneret en jule/nytårsudflugt til et tivoli-wonderland inde i byen med karusseller og hoppeborge og radiobiler og der blev lejet busser, så alle børnefamilier blev hentet og bragt.

To af dagene var jeg med i teamet af ledsagere og omsorgspersoner. Det var dybt bevægende at opleve børnenes ansigter lyse op, som var de kommet i himmerige. En mor fortalte, det var første gang i seks år, hendes lille datter oplevede at have det sjovt. Forældrene nød også deres børns glæde og selv at komme ud. Nogle forældre blev selv som små børn over herlighederne.

En dråbe af lykke
Man tændes som frivillig selv af et øjebliks lykke ved at opleve børnenes glæde. Som en dråbe af lykke, der rammer panden og for et øjeblik overskygger den ulykkelighed, man er så fyldt med.  En lille pige på 7 år, der nu sidder på en karrusel i en glædesrus  med sin hånd bundet ind i bandage. Bandagen ligner det, der er indenunder. En bandage om en svært forbrændt hånd. En lille piges hånd. Pigen var faldet og landet med hånden i et af Softex-lejrens mange bål.

I et forsøg på at få lidt varme og for at lave mad, tændes hver dag mange bål rundt ved de mange telte i lagerhallen og udenfor ved containerne også fyldt med mennesker.  Børnene løber frem og tilbage og det er et mirakel, at antallet af alvorlige ulykker har været begrænset. Yderligere: luften i fabrikshallen er tyk af sodpartikler. – Jeg kan ikke lade være med at tænke på, flygtningene har valget mellem at dø af kulde eller tidligt af lungesygdomme fra de mange skadelige partikler. – Og jeg kan forsikre om, at på dødsattesten kommer ikke til at stå “forholdene i Softex-lejren” som dødsårsag, men alt muligt andet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på: her står hundredvis af telte slået op side.  Går der ild i et af teltene, vil ilden lynhurtigt sprede sig til de andre telte. Fabrikshallen er en stor brandfælle. Pladsen med containere udenfor også. En gnist og et enkelt vindstød, kan lynhurtigt få det hele til at stå i flammer. Folk vil være fanget af hegn og plastik og røg.

Ikke alle lejre i det græske Makedonien er så slemme som Softex-lejren. Men det betyder ikke, at de er gode. De er bare lidt mindre slemme. I nogle lejre, er der mindre træk i den dystre fabrikshal og lagt rockwoll udover teltdugen for at isolere mod kulden.

Jeg er på vej væk, men jeg ved at i skrivende stund, er menneskene i Softex-lejren udsat for endnu en plage. Det er sat ind med bidende frost og vindstød af stormstyrke, og får kulden til at føles som minus 20. Udenfor fabrikshallen er opført nødtoiletter (som den vi ser ved festivaller i Danmark til midlertidigt brug, her i lejrene er de permanente). Fredag har toiletterne fløjet rundt i vinden. Livet for menneskene i Softex. Mener du, jeg har overdrevet, så byt din egen tilværelse ud og prøv det selv!!!

Nødhjælpsorganisationerne 
der forsvandt i den største nød
I nytårsdagene har der været uroligheder med overfald i Softex-lejren. Da jeg besluttede at tage ned og give en hånd med som frivillig, besluttede jeg også, at jeg ville bruge mine gode skriveevner til at beskrive hvad jeg ser.

Jeg har set, at i dagene med overfald forsvandt organisationer med lønnede medarbejdere, eller rettere medarbejderne blev evakueret og  forsvandt. Hvis ikke det havde været for non-profit-organisationenen Intervolve (som jeg en af dagene vil skrive en hyldest til) med os frivillige, ville flygtningene have været helt forladt. Organisationen ”Save the children” har noget de kalder for ”save area” (sikkert område) i dagtimerne for børnene i Softex-lejren. I dagene med overfald, hvor børnene havde allermest brug for sikkerhed, forsvandt også ”Save the Children”.

En Solstråle som en forårsdag
I skrivende stund er isnende koldt i det græske Makedonien og i Softex-lejren. Jeg vil slutte min lille beretning med en solstråle. Om en af de dage, der er som en første forårsdag, som også findes her og som vi kender i Danmark, hvor luften er mild og udtrykket i ansigterne bliver milde som luften.

I den mørke fabrikhal trængte en solstråle ind og lagde sig som en lyskegle ned gennem midterrækken af telte. Som på en første forårsdag, hvor børnene hopper af glæde, kom en lille pige løbende med gadedrengehop ned ad lyskeglen i hallen. Et splitsekund, der altid vil stå printet fast for mit indre blik. En lille pige, der hopper muntert ned af en lyskegle i en stor og ellers mørk og trist fabrikshal i dødsriget “Hades”. En solstråle, der trængte ind.

Jeg håber inderligt, at pigen og alle de andre børn en dag og inden det er for sent får et liv ude i lyset.

Mange hilsner Mona Ljungberg, på vej hjem fra Softex-lejren, Grækenland