En besked tikker ind fra Denis 🙂

Imens jeg sidder og læser de daglige beskeder fra Bosnien om overfald og tortur af flygtninge, –  tikker en besked ind fra Denis og giver mig et lille frirum fra al elendigheden. Et lille halmstrå at hænge sin hat på.  – Og alle anstrengelser får igen mening. 

Denis har oplevet krig i sin tidlige barndom, flugt og år i danske asylcentre og udvisning til Kosovo og en opvækst med megen sult og nød og har for nylig været til sin sidste eksamen og har bestået. Han sender link til sin sygeplejeautorisation.

Denis har kunnet gennemføre sin sygeplejeuddannelse og kan fremover klare sig og hjælpe andre grundet støttebidrag til  fra MitAsyls medlemmer og Støttekreds

Nogle af jer, der har været medlem af Mit Asyl og Støttekredsen gennem mange år, vil huske børnefamilier, der blev udvist til Kosovo i 2006. Næsten alle de udviste familier tilhørte et etnisk mindretal og var flygtet/fordrevet under krigen 1998/1999. De kom til Danmark og blev afvist asyl og kunne ikke tage tilbage grundet situationen i Kosovo. Så boede de  i danske asylcentre i årevis og blev så sendt tilbage til Kosovo efteråret 2006 uanset situationen.

Vores Støttekreds havde fulgt familierne under årene i Danmark. Med udstillinger af billeder og breve fra alle børn (alle nationaliteter) i alle de danske asylcentre 2005 skabte vi mediernes bevågenhed – og folkets! – Bevågenhed om flygtningebørns fangelejrliv i de danske asylcentre.

Daværende regeringsflertal: Venstre med daværende Statsminister Anders Fogh og daværende indvandrerminister Rikke Hvilshøj for bordenden sammen med  Dansk folkeparti og Konservative besluttede ikke at forbedre vilkårene for flygtningebørn i asylcentrene.

Børnefamilier fra Kosovo blev kollektivt udvist: til sult, manglende tag over hovedet. Til alvorlig nød.

I Støttekredsen til flygtninge i Fare, som Mit Asyl er, vægtede vi at gøre en særlig indsats for de udviste Kosovo-børn. Medlemmer og fonde gav bidrag, så vi flere år i træk kunne tage børnene på rekreation/ferieophold ved havet og pause fra bekymringerne. Vi bidrog også med tøj og medicin og skolehjælp.

Nogle af jer vil kunne huske, at vi støttede nogle af de udviste børn med penge til skolekurser, bøger og transport til skole og enkelte med betaling til voksenuddannelse på universitetet

Det har  ligget os i bestyrelsen stærkt  på sinde, at de udviste børn fik mulighed for at komme i skole og at uddanne sig.

For de fleste af de udviste Kosovo-børn har det været umuligt at få en decideret uddannelse. Børnene havde som asylsøgere i Danmark, lovbestemt,  haft meget begrænset adgang til undervisningstilbud. Børnekonventioner er et formalia, som Danmark har underskrevet, men ikke overholder.

Uden skolegang, havde de udviste børn i sagens natur ingen bevis for deres skolegang og beståede klassetrin. Uden bevis for skolegang kunne børnene ikke starte i en alderssvarende klasse i Kosovo (sådan er reglerne i Kosovo). 

– Sproget i Kosovo var for mange af de udviste børn også et problem. Det officielle sprog i Kosovo havde skiftet fra serbisk til albansk (ligeså forskelligt som dansk og albansk), mens børnene boede i Danmark.

Tak til alle, der har bidraget gennem årene

Drengen Denis var ved udvisningen til Kosovo endnu så ung, så han kunne nå at komme med i en skoleklasse fra start og gennemføre sin folkeskole og siden Gymnasium.

Pga sin flid og dygtighed fik Denis adgang til gratis sygeplejeuddannelse på universitetshospitalet i Sofia, Bulgarien, – men laaaangt væk fra Kosovo og mor og far og familien. Og der skulle betales for ophold i Sofia.

I de sidste 4 -5 år har vi med hjælp fra støttemedlemmer og fonde betalt udgifterne til  Denis ophold i Bulgarien og bidraget til skolebøger og opmuntringer… ikke alle støtter har holdt i alle årene, nogle har, nogle er kommet til,  14 år er lang tid (familierne blev udvist i 2006). Men med fælles hjælp…..

Denis storesøster

Til orientering: Denis storesøster Dalila, havde som en af de få udviste børn gået i dansk skole under sit ophold i de danske asylcentre. Også Dalila klarede sig med fine karakterer i Kosovo, om end det sprogligt var hårdt. Med økonomisk støtte fra vores støttekreds og fonde, studerede Dalila nogle år engelsk filologi på universitetet i Prizren, Kosovo.

Dalila klarede sine studier i flere år, men blev udsat for et færdselsuheld og fik smadret sit ansigt. Det gik i sagens natur ud over studierne.

Dalila er siden blevet hel og fin igen. Har giftet sig med en amerikaner, og bor nu i USA sammen med sin mand. Engelsk-kundskaberne var i orden og Dalila og mand har begge job og klarer sig.

Lidt opfriskning til nye og gamle medlemmer om de udviste Kosovobørn

Vores Støttekreds havde fulgt familierne under årene i Danmark.

Daværende minister vedr. indvandring, Rikke Hvilshøj, fik til opgave af daværende statsminister Anders Fogh, at løse problemet med den megen røre, vi havde skabt omkring asylbørnene. Rikke Hvilshøj valgte at løse problemet med iværkssættelse af udvisninger til  Kosovo.

Da tvangsudsendelserne begyndte at finde sted, tog undertegnede (jeg Mona Ljungberg) omgående til Kosovo og rundt i landet og fandt mange af de udviste familier. Jeg fandt forældre og børn, der sultede og uden tag over hoved.  Nogle af forældrene så svært traumatiserede, at de ikke kunne tage vare på sig selv eller deres børn. Forholdene var ubeskrivelige. Alle børnene led af traumer både pga krig og Danmarks behandling af dem og deres forældre.

Uafhængigt af Støttekredsen var også en journalist og en fotograf fra TV2 taget til Kosovo og udarbejdede en dokumentar om to af de udviste familier. Dokumentaren blev set. Dokumentaren skabte debat. Dokumentaren skabte ekstraordinært folketingsmøde med det ene punkt på dagsordenen: ”De udviste Kosovo-børn og deres forældre” – og blev transmiteret direkte i tv.

Daværende Minister Rikke Hvilshøj forklarede fra Folketingets Talerstol, at forholdene i Kosovo var værre end hun som minister havde været orienteret om. Daværende chef for UNHCR i Kosovo, UNMIK, danskeren Søren Jessen Petersen og menneskerettighedsforkæmper, havde ellers kraftigt advaret mod tilbagesendelser til Kosovo, især af etniske minoriteter.

Undskyldningen fra Rikke Hvilshøj fra Folketingets Talerstol, medførte ikke, at de udviste børnefamilier blev hentet tilbage til Danmark (hvilket vi i Støttekredsen til børnene og deres familier forlangte) – men dog bevirkede det,  at daværende regering bevilgede genopbygning af de udviste familiers huse, madtilskud og lægehjælp fra Danmark i 3 år  – Denne bevilling blev efterfølgende administreret igennem Dansk Flygtningehjælp.

I Støttekredsen til flygtninge i Fare, som Mit Asyl er, vægtede vi at gøre en særlig indsats for de udsendte børn. Medlemmer og fonde gav bidrag, så vi flere år i træk kunne tage børnene på rekreation/ferieophold ved havet i nabolandet Montenegro og væk fra bekymringerne. Vi bidrog tillige med penge til tøj og medicin og lægebesøg og skolehjælp.

Børn af andre nationaliteter, der stadig var tilbage i asylcentrene

Børnefamilier fra Irak, Iran, Afghanistan og Somalia sad tilbage i asylcentrene indstillet til udvisning, da det fra danske myndigheder lød, at der nu var fred og ingen fare i de pågældende lande.  Imens rasede krigen i Irak og Somalia og i Iran blev mennesker tortureret og hængt for ulydighed imod det iranske præsteregime. Eller bare de var mistænkt for ulydighed. (Det bliver de sådan set stadig). 

Børnefamilierne sad fast i asylcentrene 8 – 10 år, da det var umuligt at tvangsudvise dem enten grundet fortsat krig eller fordi deres stater ikke ville lukke dem ind.

Mange af de afviste irakere i de danske asylcentre,  tilhører en etnisk kristen minoritet. I 2008 indstillede FN igen til at give asyl til de kristne minoriteter fra Irak også på grundlag af en BBC-dokumentar. Familierne fik asyl i årene 2008 – 2010.

Indstillingen omfattede selvfølgelig også voksne uden børn.

Internationale domstole og organers påvirkning af Danmark

I 2011 afgjorde den Europæiske Menneskettighedsdomstol, at ingen mennesker måtte udvises til Somalia grundet faren for deres liv (det var en sag rejst af en engelsk advokat, og dommen fik præsedens for alle somaliere med ophold i Europa).  Somalierne i de danske asylcentre fik her efter asyl.

Afghanske flygtninge har det været mere vanskeligt at hjælpe. Især enlige kvinder var/er dårligt stillede i og med at kvinder ikke nyder retlig beskyttelse i Afghanistan og som flygtninge heller ikke i Danmark. Kvinder forfulgt på grund af deres køn får så godt som altid afslag på asyl i Danmark.

I 2007 indførte daværende minister Rikke Hvilshøj en procedure på baggrund af Støttekredsens vedvarende  klager og henvendelser til internationale organer (FN, EU, Menneskerettighedsdomstolen) en procedure, der tillod særligt udsatte afghanske kvinder humanitært ophold i Danmark. (Humanitært ophold gives på grundlag af sygdom, og flygtningene er rettighedsmæssigt ringere stillet end flygtninge med asyl).

Minister Rikke Hvilshøj trak sig efter vedvarende kritik fra sin ministerpost i november 2007. Officielt pga hun havde fundet et andet job. Men ingen græd, da hun forlod ministerposten.

Birthe Rønn Hornbech blev efterfølgende minister og kunne ikke give asyl, men sørgede i det mindste for at børnefamilierne i asylcentrene fik ordentlige boforhold og børnene adgang til fuld undervisning på lige fod med danske børn.

Mange af børnene fik jo så med hjælp fra udefrakommende instanser asyl i en senere ombæring.

Vi er stadig i kontakt med mange af de nu voksne børn i Danmark. Mange af børnene klarer sig godt, ser man på uddannelse og job. Mange har faktisk også formået at bruge årene i asylcentrene til noget positivt. De fostår, at livet ikke altid er så enkelt for andre som det kan se ud.

Og udviste Denis kommer også til at klare sig. Denis kan få job overalt og  med sin uddannelse  hjælpe syge mennesker.

Sammen kan vi gøre noget,
som vi ikke kan gøre hver for sig

Mange hilsner
Mona, Samir, Helin og Ayub